Kighostevaccination til gravide
Den 1. november 2019 blev der på grund af en kighosteepidemi indført et midlertidigt tilbud om vaccination mod kighoste til alle gravide. Kighostevaccination af gravide skulle beskytte spædbørn mod kighoste i den første levetid, indtil de selv er gamle nok til at blive vaccineret mod kighoste i børnevaccinationsprogrammet.
Læs mere om kighostevaccination i børnevaccinationsprogrammet her
Det gratis vaccinationsprogram mod kighoste til gravide udløb den 31. marts 2023. På nuværende tidspunkt er der en meget lav forekomst af kighoste i samfundet. Sundhedsstyrelsen er ved at udarbejde et fagligt grundlag for kighostevaccination til gravide, som skal danne grundlag for, om Sundhedsstyrelsen fremadrettet vil anbefale et permanent vaccinationsprogram mod kighoste til alle gravide – også udenfor en kighosteepidemi.