xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Forbruget af antipsykotisk medicin til mennesker med demens er faldet

Nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at forbruget af antipsykotisk medicin i behandlingen af mennesker med demens er faldet i 2024. Analyser viser, at antipsykotisk medicin i højere grad end tidligere bruges i den lindrende pleje i slutningen af livet.

12 MAJ 2025

Sundhedsdatastyrelsen har netop opdateret tallene i eSundhed med data for 2024. Tallene viser, at forbruget af antipsykotika til mennesker med demens er faldet fra 19,0 pct. i 2023 til 17,8 pct. i 2024.

Samlet set er andelen af borgere med demens, der får antipsykotika, faldet fra ca. 20 pct. i 2014 til ca. 18 pct. i 2024, svarende til en reduktion på ca. 10 pct. Når haloperidol-injektioner, der særligt bruges til lindring i den allersidste tid, ekskluderes i opgørelsen, er andelen faldet fra ca. 19 pct. i 2014 til ca. 15 pct. i 2024 svarende til et fald på ca. 22 pct.

Dermed fortsætter den positive tendens, vi har set siden 2021.

”Det er spændende nyt og en meget positiv udvikling. Samtidigt giver det et betydeligt bedre indblik i, hvordan forbruget fordeler sig. Det ser ud til, at brugen af antipsykotika er ved at ændre sig til i højere grad at rette sig mod lindring i livets sidste fase. Det er positivt. Vi glæder os til at se nærmere på de nye tal, som bidrager til, at vi kan målrette vores indsatser,” siger Nanna Skovgaard, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen og forperson for National Alliance til nedbringelse af antipsykotisk medicin til mennesker med demens.

Faldet i forbruget viser, at den store indsats, som medarbejderne i ældreplejen og sundhedsvæsenet gør for at forebygge og reducere brugen af antipsykotika til mennesker med demens, nytter.

Sundhedsstyrelsen har de seneste år haft et stort fokus på at nedbringe forbruget af antipsykotisk medicin til mennesker med demens, og i 2023 blev der nedsat en National alliance for at understøtte målsætningen i den Nationale Demenshandlingsplan 2025 om at halvere forbruget af antipsykotisk medicin til mennesker med demens gennem en forbedret pleje- og behandlingsindsats. At et stærkt tværgående samarbejde har været afgørende for den positive udvikling, bekræfter praktiserende læge og plejehjemslæge, Thomas Gorlén:

"Jeg er glad for, at der er en nedgang i forbruget af antipsykotisk medicin. Det her handler om et stærkt samarbejde lokalt mellem almen praksis, ikke mindst plejehjemslæger, ledere og medarbejdere i ældreplejen i kommunerne. Tillid og dialog mellem medarbejdere i plejen og læger er en vigtig vej til at skabe større trivsel hos mennesker med demens. Samtidig glæder det mig at få dokumenteret, at antipsykotisk medicin ordineres til patienter i livets sidste fase, hvilket er i tråd med anbefalinger, hvis patienten udvikler lidelsesfyldt terminalt delirium,” udtaler Thomas Gorlén.

Øget brug af antipsykotika til lindring i den sidste tid

Sundhedsdatastyrelsen skriver i et Sundhedsdata Indblik, at de nye tal viser, at antipsykotisk medicin i højere grad end tidligere bruges som led i palliativ pleje og lindring.

Siden 2014, hvor monitorering af forbruget af antipsykotisk medicin blev påbegyndt, er der sket en øgning i forbruget af haloperidol-injektion, som primært bruges i forbindelse med pleje og lindring i den sidste fase af livet.

Da det samlede forbrug af antipsykotika ikke er steget, peger stigningen i forbruget af haloperidol-injektion på, at der er sket et større fald i det øvrige forbrug af antipsykotika end før antaget.

Find data om antipsykotika på eSundhed

Se Sundhedsdatastyrelsens tal og analyser om antipsykotika og demens

Læs mere om National Alliance til nedbringelse af antipsykotisk medicin til mennesker med demens

Antipsykotika og demens

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man som udgangspunkt ikke giver personer med demens antipsykotisk medicin, da effekten er beskeden, og der er øget risiko for alvorlige bivirkninger og øget dødelighed.

 

I stedet for at behandle mennesker med demens med antipsykotisk medicin bør man som sundheds- og plejepersonale foretage en systematisk analyse af årsagerne til den adfærd, man ønsker at afhjælpe, og igangsætte en struktureret og målrettet indsats for at styrke trivslen hos patienten.

 

Læs mere om antipsykotika og demens