Flere forventes at blive smittet med influenza denne sæson - personer i risiko opfordres til at blive vaccineret
Smitten med influenza ser ud til at blive mere udbredt i år. Derfor opfordrer Sundhedsstyrelsen til, at personer i risiko tager imod tilbuddet om vaccination mod influenza.
Personer på 65 år og derover og personer med kronisk sygdom som KOL, diabetes, hjertekarsygdom og andre tilstande, der øger risikoen for at få et alvorligt forløb med influenza eller covid-19, kan blive vaccineret gratis. Gravide i 2. og 3. trimester anbefales også vaccination mod influenza.
Vaccinationsindsatsen har været i fuld gang i snart to måneder, og rigtig mange har allerede valgt at tage imod tilbuddet om vaccination. De seneste tal viser, at over 1,2 millioner borgere er vaccineret mod influenza (data opgjort 18/11). Frem til den 20. december er der stadig mulighed for at gøre brug af det gratis tilbud - enten ved at bruge nogle af de ledige tider hos regionerne, eller ved at bruge et af de steder, hvor man kan blive vaccineret uden tidsbestilling.
Erfaringerne fra den nyligt overståede influenzasæson på den sydlige halvkugle, samt en nyligt udgivet risikovurdering fra The European Centre for Disease Prevention (ECDC) forudser at, smitten med influenza kan blive mere udbredt i år end de forrige år.
"Det ser ud til, at flere vil blive smittet med influenza i år. Det skyldes den type af influenzavirus, som vi forventer, vil komme til at cirkulere. Vaccinen er den bedste beskyttelse mod svær influenzasygdom, og det er vigtigt at beskytte sig, hvis man er i særlig risiko. Derfor er det nu et godt tidspunkt at tage imod det gratis tilbud om vaccination, hvis man er i målgruppen og endnu ikke er vaccineret", siger overlæge Kamilla Grønborg Laut.
Sundhedsstyrelsen opfordrer også til, at vi alle husker de fem smitteforebyggende råd. Vi kan forebygge smitte ved at huske at vaske hænder, hoste og nyse i ærmet, blive hjemme hvis man er syg og at lufte ud og gøre rent.
Læs mere om vaccination
Her kan du læse mere om vaccination, og hvem der anbefales en vaccination: Vaccination mod influenza og covid-19
Se hvor du kan blive vaccineret: Her kan du blive vaccineret mod influenza og covid-19
Du kan fx se det nærmeste drop-in vaccinationssted på Danmarkskortet.
Vaccinationstilbuddet for både influenza og covid-19 slutter den 20. december 2025.
Information om smitteforebyggelse: Forebyg smitsomme sygdomme