xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Samarbejde med pårørende er en vigtig faglig opgave i ældreplejen

Ny håndbog giver alle, der arbejder i ældreplejen, viden om og inspiration til et godt samarbejde med pårørende til ældre, der modtager pleje.

25 MAJ 2023

Samarbejdet med pårørende er en stor del af hverdagen i ældreplejen, og det fungerer ofte rigtig godt. Men nogle medarbejdere i ældreplejen oplever, at samarbejdet med de pårørende kan blive så vanskeligt, at det går ud over lysten til at gå på arbejde. Et svært samarbejde kan også føre til dårligere trivsel hos både de ældre og deres pårørende.

Det skal en håndbog være med til at ændre. Når medarbejderne lytter til de pårørende og systematisk bruger deres viden og erfaringer, vil den ældre ofte opleve en endnu bedre pleje

”Med vores nye håndbog kommer vi med konkrete forslag til, hvad medarbejderne kan gøre for at styrke samarbejdet mellem medarbejdere og pårørende. Uanset om man arbejder på plejehjem eller i hjemmeplejen, er det vigtigt, at man møder både borgere og pårørende med samme høje faglighed. Når der er gensidig tillid, anerkendelse og respekt, vil det være lettere for både medarbejdere og pårørende at lave aftaler og håndtere svære situationer sammen. Den enkelte medarbejder skal dog aldrig stå med ansvaret alene, og derfor kan ledere også have glæde af bogen. Som supplement til håndbogen udkommer vi med en podcast til ledere senere på året, ”siger Helle Stentoft Dalum, der er sektionsleder i Sundhedsstyrelsen.

Som medarbejder kan man opleve at mangle kompetencer i at samarbejde med pårørende. Pointen i håndbogen er, at samarbejdet er en faglighed, som kan trænes, udvikles og styrkes. Med udgangspunkt i eksempler fra hverdagen i ældreplejen kommer håndbogen derfor med forslag til, hvad man kan have fokus på som medarbejder i mødet med de pårørende, og hvordan man opbygger en god relation til de pårørende.

Håndbogen indeholder brugbare metoder og konkrete spørgsmål, som medarbejdere i ældreplejen kan stille både borgeren og pårørende for at gøre samarbejdet endnu bedre. For dem som foretrækker at lytte til håndbogen, bliver den også tilgængelig som lydbog.

E-læring kan ændre praksis

Håndbogen vil blive suppleret af flere materialer som for eksempel e-læring til medarbejdere. E-læring bygger på eksempler fra praksis, som medarbejderne kan spejle sig i og bruge, hvis de står i lignende situationer. Samtidig udgiver vi en række implementeringspakker med slides og mødeoplæg, der kan hjælpe alle interesserede i gang med at bruge vores nye materialer.

Håndbogen er sendt ud til alle landets kommuner i et begrænset oplag, men findes også her:

Hent håndbogen

Modtag nyheder fra Sundhedsstyrelsen

Vores pressemeddelelser og nyheder er opdelt i otte temaer, og du har selv mulighed for at tilpasse nyhedsstrømmen fra os, så du kun modtager nyheder, der handler om de emner, du er mest interesseret i.

 

Se overblikket og tilmeld dig vores nyhedstemaer

 

Hvis du i forvejen modtager nyheder fra Sundhedsstyrelsen, kan du ændre dit abonnement ved at gå ind på en af de e-mails, du har fra Sundhedsstyrelsen og klikke på 'Opdater tilmeldinger' eller 'Afmeld'.

 

Denne nyheds temaer:

 

Nyt på ældreområdet