xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Ny national strategi for hepatitis C skal sikre bedre forebyggelse og opsporing af hepatitis C

I en ny national strategi for hepatitis C giver Sundhedsstyrelsen anbefalinger til, hvordan forebyggelse, opsporing, udredning og behandling af hepatitis C kan styrkes. Strategien lægger vægt på samarbejde mellem flere sektorer, som skal bane vej for, at borgerne kan blive behandlet i deres nærmiljø.

26 MAJ 2023

Hepatitis C er en meget smitsom leverbetændelse, som i de fleste tilfælde smitter gennem blod. Størstedelen af de personer, som er smittet med hepatitis C i Danmark er udsatte borgere. Mange er smittet gennem nuværende eller tidligere stofbrug, hvor kanyler eller andet injektionsudstyr er blevet delt. I 2018 blev en ny tabletbehandling for hepatitis C tilgængelig for alle smittede borgere i Danmark. Behandlingen er meget effektiv til at kurere hepatitis C, og der er næsten ingen bivirkninger. Derfor er der gode muligheder for at stoppe smitte med hepatitis C i Danmark. Der er dog behov for særlige indsatser for at nå de udsatte borgere.

”De anbefalinger, som vi giver i strategien, skal hjælpe de borgere, som har brug for det. Hepatitis C kan i dag behandles vældig effektivt i modsætning til tidligere. Det er vigtigt at både borgere og fagpersoner er klar over de muligheder, der er for behandling. Med den viden skal der oprettes tilbud tæt på borgerne, som de nemmere kan bruge,” siger enhedschef Line Raahauge Hvass.

Både sygehuse og den kommunale rusmiddelbehandling og sundhedstjeneste spiller en stor rolle, når smitte med hepatitis C skal forebygges, og de smittede borgere skal opspores og behandles. Desuden har flere private interesseorganisationer og herberger en vigtig kontakt til risikogruppen samt en forståelse for deres situation.

”Ved at etablere et godt samarbejde imellem de forskellige parter, får vi et solidt grundlag for at hjælpe de borgere, som er smittet med hepatitis C og tilbyde dem behandling. Der er gode erfaringer fra flere projekter om hepatitis C herhjemme, og erfaringerne viser, at vi får borgerne med, hvis sundhedstilbuddene kommer ud til dem”, understreger Line Raahauge Hvass.

Samtidig er der et stort potentiale for at forebygge smitte gennem let adgang til sterilt injektionsudstyr og ved udbrede viden om hepatitis C og om, hvordan sygdommen smitter. Styrket viden er vigtig for de borgere, som er i risiko for at blive smittet eller allerede er smittet. Men også i høj grad for de fagpersoner, som møder borgerne i deres arbejde.

Den nationale strategi for hepatitis C er udarbejdet af Sundhedsstyrelsen i et samarbejde med repræsentanter fra faglige organisationer og selskaber, regioner, kommuner, patientorganisationer samt lokale projekter, der arbejder med hepatitis C.

Formålet med strategien er at sætte en ny ramme for håndtering og forebyggelse af hepatitis C i Danmark. Strategien er udarbejdet i lyset af Verdenssundhedsorganisationens (WHO) globale strategi om at udrydde hepatitis C som en trussel mod folkesundheden inden 2030.

Med strategien slås en ansøgningspulje op, hvor kommuner, regioner og andre aktører har mulighed for at søge midler til samarbejdsprojekter, som har til formål at forebygge og/eller opspore hepatitis C blandt sociale udsatte personer. 

Pulje

Sundhedsstyrelsen anbefaler i den nationale strategi for Hepatitis C, at der arbejdes med fem kerneområder i forhold til hepatitis C: 

 

Styrket viden og afstigmatisering gennem kommunikationsindsatser om hepatitis C til risikogrupper og undervisning af fagpersoner. Civilaktørorganisationer som Brugernes Akademi kan med fordel inddrages i udarbejdelse af kommunikations- og undervisningsindsatser, ligesom peer-to-peer-løsninger kan overvejes sammen med andre relevante kommunikationskanaler.

 

Styrket forebyggelse gennem nem adgang til sterilt injektionsudstyr for alle personer med intravenøst stofbrug, så risiko for smitte med hepatitis C mindskes.

 

Styrket smitteopsporing i risikogrupper gennem systematisk screening og øvrige testindsatser i relevante arenaer såsom rusmiddelbehandlingscentre, fængsler, psykiatrien og på gadeplan, hvor en stor del af risikogruppen opholder sig. Dertil kan det overvejes, hvordan smitte blandt uregistrerede migranter kan forebygges og håndteres.

 

Lettere adgang til udredning og behandling ved nem adgang til test i samtlige regioner, afsøge muligheder for decentraliseret behandling tilpasset den enkeltes behov og ressourcer samt effektivisering af blodprøvebestilling, blodprøvetagning og analyse. 

 

Systematisk og målrettet overvågning og registrering gennem identifikation af relevante indikatorer og målsætninger, så udviklingen kan følges over tid. Det anbefales at samarbejde om datadeling og samling af data styrkes.

Modtag nyheder fra Sundhedsstyrelsen

Vores pressemeddelelser og nyheder er opdelt i otte temaer, og du har selv mulighed for at tilpasse nyhedsstrømmen fra os, så du kun modtager nyheder, der handler om de emner, du er mest interesseret i.

 

Se overblikket og tilmeld dig vores nyhedstemaer

 

Hvis du i forvejen modtager nyheder fra Sundhedsstyrelsen, kan du ændre dit abonnement ved at gå ind på en af de e-mails, du har fra Sundhedsstyrelsen og klikke på 'Opdater tilmeldinger' eller 'Afmeld'.

 

Denne nyheds temaer:

 

Nyt på sundhedsområdet

Nyt om forebyggelse