Generelle råd til at forebygge smitte
Det bedste, du kan gøre for at forebygge smitte, er at følge vores 6 generelle råd om smitteforebyggelse og tænke dem ind i alt, hvad du foretager dig.
Sundhedsstyrelsens 6 generelle råd til at forebygge smitte
1. Bliv vaccineret
Anbefalingerne om vaccination justeres løbende i lyset af den aktuelle epidemiudvikling.
På nuværende tidspunkt anbefaler Sundhedsstyrelsen vaccination mod covid-19 til nogle grupper for at beskytte mod alvorlig sygdom og død. De gældende informationer og anbefalinger om vacciner, vaccinationstilbud og målgrupper for vaccination kan findes på linket herunder.
2. Bliv hjemme, hvis du er syg
Det anbefales som et generelt råd at blive hjemme, når man er syg med betydende symptomer på smitsom sygdom. Derved kan man undgå at andre i omgangskredsen smittes med både covid-19 og andre smitsomme sygdomme som fx influenza. At blive hjemme indebærer i denne forbindelse, at man undgår tæt og langvarig kontakt med andre og således ikke møder på arbejde, fritidsaktiviteter eller sociale arrangementer, og at børn ikke møder i skole, dagtilbud mv. Det indebærer særligt, at man ikke er sammen med ældre og kronisk syge, der er mere modtagelige for smitsomme sygdomme. Man behøver ikke at isolere sig fuldstændig i sit hjem.
”Betydende symptomer” indebærer i denne forbindelse symptomer, der indikerer betydelig risiko for at man kan smitte andre, ved covid-19 er det typisk feber, vedvarende hoste/ nysen og problemer med at trække vejr og hvor du føler dig syg.
Du anbefales ikke at blive testet med mindre, at du er i øget risiko for at få et alvorligt forløb med covid-19. Det kan være, hvis du er 65 år eller ældre, eller af andre årsager er i øget risiko for et alvorligt forløb med covid-19 – det gælder også, hvis du er gravid. Hvis du er i øget risiko, kan du være i målgruppen for tidlig behandling af covid-19. Hvis du er i øget risiko og føler dig syg, anbefales du at få taget en PCR-test eller selvtest. Hvis du tester positiv, anbefales du at kontakte din egen læge hurtigst muligt, da det er din læge, der vurderer, om du kan få behandling mod covid-19.
Læs mere om, hvordan du anbefales at forholde dig ved symptomer på covid-19:
Hvis du får symptomer på covid-19
Læs mere om, hvordan du anbefales at forholde dig, hvis du er i øget risiko for et alvorligt forløb med covid-19:
Covid-19: Personer i øget risiko - Sundhedsstyrelsen
Læs mere om tidlig behandling af covid-19:
Læs mere om anbefalinger for test:
Hvornår anbefales test for covid-19?
Læs mere om, hvordan du anbefales at forholde dig, hvis du tester positiv for covid-19:
3. Hold afstand
4. Luft ud og skab gennemtræk
Udluftning forebygger dråbesmitte indendørs.
Når en person fx hoster eller nyser vil de fleste dråber falde til jorden. Nogle af de mindste dråber, de såkaldte mikrodråber, vil blive hængende i luften i længere tid. Derfor er der generelt større risiko for smitte indendørs, og når mange mennesker er sammen i lang tid i små lokaler. Ved at lufte ud gennem vinduer og døre, eller ved brug af et ventilationssystem, nedbringes koncentrationen af mikrodråber i luften, og det forebygger smittespredning.
Du lufter effektivt ud i dit hjem ved at:
- Lukke vinduer og døre op på tværs af boligen, så der er gennemtræk.
- Skabe gennemtræk i 5 min. mindst 2 gange om dagen.
- Hvis I er flere personer indendørs, så luft ud oftere, fx før og efter besøg.
- Er I flere samlet i et rum i længere tid, så skab gennemtræk 1 gang hver time.
Se filmen
Udluftning i private hjem5. Vask dine hænder tit eller brug håndsprit
God håndhygiejne er en effektiv metode til at forebygge kontaktsmitte mellem genstande, hænder og ansigt.
Følgende anbefales for at forebygge smitte ved hjælp af håndhygiejne:
- Vask altid hænder, når de er synligt snavsede / fugtige, efter toiletbesøg, efter at have rørt ved andres udskillelser (fx bleskift) og før og efter håndtering af madvarer.
- Håndvask udføres med vand og sæbe i en samlet tid på ca. 1 minut.
- Rør kun ved ansigtet med rene hænder og vask eller desinficer hænderne efter berøring med ansigtet.
- Host eller nys i papirlommetørklæde eller ærme, og vask eller desinficer hænder bagefter.
- Ved host eller nys i hænder, så vask eller desinficer hænder straks bagefter.
- Ved hånddesinfektion anbefales et alkoholbaseret (70-85% vol./vol.) middel tilsat glycerol (1-3%).
Husk også at hjælpe børn med den gode håndhygiejne. Hånddesinfektion anbefales som udgangspunkt ikke til børn, men kan anvendes med assistance fra en voksen. Produkter til hånddesinfektion skal opbevares utilgængeligt for børn for at forhindre indtagelse.
Find mere information om god håndhygiejne her:
6. Gør rent, særligt overflader som mange rører ved
Risikoen for kontaktsmitte er størst fra overflader, som mange andre rører ved, fx håndtag, gelændre, kontakter, trykknapper, tastaturer, armlæn, bordkanter, legetøj, redskaber, vandhaner, toiletter osv.
Rengør sådanne ”kontaktpunkter” ofte og grundigt med almindelige rengøringsmidler og eventuelt med desinfektionsmiddel.
Læs mere om rengøring