xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Forebyggelsespakke - Mad & Måltider

Sunde mad- og måltidsvaner har – sammen med bl.a. fysisk aktivitet – stor betydning for at fremme og bevare et godt helbred og for at forebygge overvægt, underernæring og livsstilsrelaterede sygdomme Formålet med forebyggelsespakken om mad og måltider er at understøtte kommunens arbejde med at fremme sunde mad- og måltidsvaner hos borgerne. Forebyggelsespakken er udgivet af Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen i fællesskab.

ANBEFALINGER 20 APR 2018

Mad handler ikke kun om ernæring, men også om de fysiske og sociale rammer omkring det at spise. Et måltid bringer de spisende sammen og er dermed potentielt et sted, der etablerer og styrker vores fællesskaber.

Vores mad- og måltidsvaner bliver til i et komplekst samspil mellem bl.a. den mad, vi kan lide, vores kulturelle baggrund, vores økonomi og den tid, vi har til rådighed, vores færdigheder, funktionsniveau og fysiske rammer. Hertil kommer personlig livserfaring, viden om sundhed og oplevelse af sundhedsrisici, når det gælder valget af mad.

Formålet med denne forebyggelsespakke er at understøtte kommunens arbejde med at fremme sunde mad- og måltidsvaner hos borgerne.

Forebyggelsespakken indeholder anbefalinger til:

  • Rammer for indsatser om mad og måltider, fx handleplaner i dagtilbud med eller uden frokostordning, i skoler og fritidsordninger samt på kommunale arbejdspladser
  • Tilbud til kommunens borgere ift. mad og måltider, fx rådgivning fra sundhedsplejersken om amning, mad- og måltidsvaner
  • Tidlig opsporing i form af vurdering af ældres ernæringstilstand, fx ved visitation til hjemmepleje, hjemmesygepleje, madservice, ved indflytning i plejebolig samt i almen praksis efter behov.

Størstedelen af anbefalingerne i forebyggelsespakken om mad og måltider er baseret på gennemgang af dansk litteratur, som er suppleret af international litteratur, hvor det er relevant. Litteraturen omfatter centrale videnskabelige artikler og rapporter, der opsummerer viden og kommer med anbefalinger til

indsatser, der fremmer sunde mad- og måltidsvaner. Derudover indgår undersøgelser gennemført indenfor specifikke rammer eller arenaer, som fx børneinstitutioner eller kantiner.

Bestil trykt udgave