xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Ny hjemmeside samler viden, inspiration og erfaringer med værdig ældrepleje

Videnscenter for værdig ældrepleje i Sundhedsstyrelsen er gået i luften med en ny hjemmeside. Her kan du finde udgivelser, redskaber, film og webinarer, der handler om værdig ældrepleje.

14 SEP 2022

Videnscentret er sat i verden for at hjælpe kommunerne med at skabe værdighed i ældreplejen. Centret har eksisteret i fire år og har fra starten tilbudt en lang række aktiviteter og tilbud til blandt andet kommunerne med værdig ældrepleje som omdrejningspunkt. Nu suppleres tilbuddene af hjemmesiden sst.dk/vaerdighed

”Vi har allerede en masse viden og læring på hylderne i form af blandt andet rejseholdsforløb, temadage og e-læring. Med den nye hjemmeside har vi nu også et tilbud til dem, som foretrækker selv at dykke ned i casehistorier, webinarer, håndbøger og meget mere, når det passer dem. Der er også mulighed for at få inspiration til dit næste personalemøde eller faglige input til en udviklingsindsats i kommunen,” siger sektionsleder Sara Louise Friis Rose.

Hjemmesiden er målrettet ledere og medarbejdere i ældreplejen samt forvaltninger, politikere og organisationer, der interesserer sig for udvikling af ældreplejen. Brugerne kan blandt andet finde viden og materialer om værdig ældrepleje inden for temaerne:

  • Livskvalitet og trivsel
  • Selvbestemmelse
  • Pårørende
  • Ensomhed
  • Demens
  • En værdig død
  • Måltider og ernæring
  • Rehabilitering
  • Ledelse og organisering

Gå til Videnscenter for værdig ældreplejes nye hjemmeside

Om Videnscenter for værdig ældrepleje

Videnscenter for værdig ældrepleje er en del af Sundhedsstyrelsen og har eksisteret siden 2018. Videnscentret er sat i verden for at hjælpe kommunerne med at skabe værdighed i ældreplejen og gennemfører temadage, rejseholdsforløb, workshops, netværk og giver konsultation over hele landet. De tilbyder også diplommoduler og e-læring inden for værdig ældrepleje. Et nationalt råd med centrale aktører på ældreområdet rådgiver og vejleder videnscentret i dets aktiviteter.