xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Positive erfaringer med målrettede sundhedstjek blandt borgere med særlige behov

En ny evaluering viser, at kommunerne har haft gode erfaringer med at bruge sundhedstjek til at finde sygdom hos borgere, der har hjerneskader, autisme eller som har andre former for betydeligt nedsatte kognitive og psykiske funktionsevner.

07 NOV 2019

Projektet havde fokus på at opspore sygdomme hos borgere med betydeligt nedsatte funktionsevner, og samtidig at gøre dem fortrolige med at bruge deres egen læge. 

Erfaringerne fra projektet viser, at målrettede sundhedstjek gør det muligt at opspore og afdække en række sygdomme og sundhedsforhold hos målgruppen. Det var langt overvejende mindre problemer som D-vitamin mangel, behov for synstest og briller, høreproblemer og justering af medicin. Samtidig viser erfaringerne fra projekterne, at langt flere fra målgruppen (+45 år) har været i kontakt med egen læge, og færre har fået behandling på sygehus. 

Formålet med projektet var at afprøve en metode, som kunne gøre besøg hos egen læge lettere tilgængeligt for denne gruppe borgere. Metoden lægger op til, at der er fokus på samarbejde mellem botilbud/kommunale støttepersoner og almen praksis.

”Det er vigtigt, at personalet på bostederne og tilbuddene er fagligt klædt på til at støtte deltagerne, så de er trygge og motiverede til at deltage, inden de får tilbudt et sundhedstjek hos den praktiserende læge. Desuden er det væsentligt at sikre, at lægerne samarbejder med kommunerne om at tilbyde denne ydelse til borgerne, som ofte vil tage længere tid i starten end almindelige konsultationer”, siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen Niels Sandø.

Svendborg, Roskilde, Egedal/Allerød og København kommune har deltaget i projektet. Der er i alt rekrutteret 671 borgere inden for målgruppen til et sundhedstjek, og blandt dem er der både opsporet psykiske og fysiske helbredsproblemer. En tredjedel af dem havde udfordringer med deres helbred inden sundhedstjekket. Godt halvdelen af borgerne blev henvist til ekstra undersøgelser efter sundhedstjekket. 

Deltagerne var i første omgang borgere på §§107 og 108 tilbud i kommunerne. Dette blev senere udvidet med borgere, som fik støtte efter servicelovens §85 og §99.

Læs rapporten: Tidlig opsporing af sygdom hos borgere med kognitive og psykiske funktionsevne­nedsættelser