Gravide tilbydes vaccination mod influenza
Da gravide har øget risiko for komplikationer i forbindelse med influenza, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at gravide bliver vaccineret mod influenza, når de er mere end 12 uger henne. Vaccination beskytter også det ufødte barn.
Du har øget risiko for at blive alvorligt syg af influenza, hvis du er gravid. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du bliver vaccineret, hvis du er gravid og mere end 12 uger henne.
Internationale undersøgelser viser nemlig, at gravide i 2. og 3. trimester har øget risiko for komplikationer ved influenza som fx lungebetændelse, og i sjældne tilfælde kan komplikationerne føre til abort eller for tidlig fødsel. Risikoen for at få komplikationer er større, hvis du samtidig har en kronisk sygdom som nedsat lungefunktion, astma, hjerte-kar-sygdom, diabetes, nedsat immunforsvar eller er svært overvægtig. Hvis du er gravid og har en kronisk sygdom, kan du derfor også blive vaccineret gratis i 1. trimester.
En ekstra bonus, ved at du lader dig vaccinere under graviditeten, er, at der efter fødslen kan være fordele for dit barn. Hvis du tager imod vaccination mod influenza, vil dit barn også blive beskyttet af dine antistoffer i den første tid, og undersøgelser viser lavere sygelighed og dødelighed blandt nyfødte af vaccinerede mødre. Endelig er du som dit barns tætteste kontakt en potentiel smittekilde til influenza, hvis du ikke bliver vaccineret.
Vaccinen har været brugt til gravide i flere år i mange lande, og derfor er den grundigt undersøgt til brug for gravide. Undersøgelserne viser entydigt, at vaccinen er meget sikker at bruge – både for mor og barn. Blandt andet har forskere ved Statens Serum Institut fulgt alle fødende i en hel årgang og fandt ingen øget risiko for komplikationer som fx tidlig fødsel, lav fødselsvægt og misdannelser hos kvinder, der blev vaccineret under graviditeten.
Gratis vaccination
Vaccinationen er gratis for gravide, der er mere end 12 uger henne, hver vinter i perioden 1. oktober til 1. marts. Det er vigtigt at blive vaccineret inden influenzasæsonen starter for at opnå den bedst mulige beskyttelse mod sygdommen.
Du er ikke beskyttet mod influenza, selvom du har haft sygdommen før eller er blevet vaccineret et foregående år. Det skyldes, at der findes flere influenzatyper, og at influenzavirus kan ændre sig fra år til år. Derudover aftager effekten af vaccinen efter ca. et halvt år.
En influenzavaccination nedsætter din risiko for at få influenza. Hvis du alligevel bliver smittet, bliver sygdommen mindre alvorlig. Du kan ikke få influenza af at blive vaccineret.
Det er vigtigt, at du bliver vaccineret, inden influenzasæsonen starter for at få den optimale effekt af vaccinationen. Der går nemlig 2-3 uger, før vaccinen beskytter mod smitte.