xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Nyt videns- og inspirationsmateriale giver fagligt afsæt for realisering af ældrereformen

Den 1. juli 2025 trådte en ny Ældrelov i kraft, der sætter nye rammer og vilkår for ældreplejen. Det er baggrunden for, at Videnscenter for ældrepleje i Sundhedsstyrelsen nu udgiver en række materialer, der giver viden og inspiration til, hvordan man kan arbejde med helhedspleje og forebyggelse i ældreplejen.

09 DEC 2025

Ældrereformen betyder den største forandring på området i mange år. Omkring 167.000 ældre borgere og 74.000 medarbejdere vil mærke ændringerne i deres hverdag. Reformen sætter nye rammer for både den kommunale ældrepleje og private leverandører, som fremover skal arbejde ud fra tre grundlæggende værdier: selvbestemmelse, tillid og tæt samarbejde med pårørende og civilsamfund.

For at støtte kommunerne i omstillingen udgiver Videnscenter for ældrepleje nu materialer, der samler viden om helhedspleje og forebyggende indsatser – to centrale elementer i reformen.

”Videns- og inspirationsmaterialerne skal hjælpe kommunerne med at omsætte ældreloven til praksis på en måde, der giver mening lokalt – uanset om de bruger hele materialet eller slår op efter behov. Vi leverer ikke en færdig opskrift, men har samlet viden, cases og redskaber fra en række kommuner og leverandører. På forskellig vis har de erfaringer med nye indsatser og tilgange på områderne, som andre kan blive inspireret og lære af i deres lokale arbejde med helhedspleje og forebyggelse. Vores ambition er at støtte kommunerne i at finde deres egne løsninger, på grundlag af erfaringer og viden, der virker i praksis,” siger Mads Biering la Cour, enhedschef i Sundhedsstyrelsen.

Materialerne henvender sig til ledere, konsulenter og nøglemedarbejdere, som har en central rolle i at omsætte reformens værdier og krav til praksis. Materialerne kan fx understøtte en dialog om, hvordan man i helhedsplejen kan styrke tværfagligt teamsamarbejde, kontinuitet og sammenhæng med udgangspunkt i borgerens ønsker, og hvordan man kan organisere og udvikle den forebyggende indsats ved at bruge data og borgerfortællinger.

Der vil i de kommende år blive udviklet flere videns- og inspirationsmaterialer om ældrereformens temaer. Videnscenter for ældrepleje vil løbende udgive nyt indhold for at støtte kommuners og private
leverandørers arbejde og herigennem sikre en stærk faglig implementering af reformen.

Læs mere om helhedspleje

Læs mere om forebyggelse på ældreområdet

Om Videns- og inspirationsmaterialerne

Materialerne tager fat på centrale temaer i ældreloven og udvikles gennem en proces, hvor lovgrundlag, faglig viden og konkrete erfaringer fra praksis bliver indsamlet og tematiseret for at skabe et anvendeligt materiale målrettet ældreplejen.

 

Denne gang handler de om helhedspleje og forebyggelse – to områder, der er vigtige for kommunernes daglige arbejde med ældreloven.

 

Videns- og inspirationsmaterialerne indeholder bl.a.:

  • Inspirationskataloger
  • Refleksionsmaterialer
  • Case-beskrivelser
  • Case-film
  • Borgerrejser i hjemmepleje og på plejehjem
  • Mødepakker

 

Du kan finde materialerne på Videnscenter for værdig ældreplejes hjemmeside