Videns- og inspirationspakke
Med ældreloven har kommunerne fået større frihed til at tilrettelægge forebyggelsen efter lokale behov og de ældre borgeres livssituation. Hvis I mangler inspiration til, hvordan I griber forebyggelse an i de nye rammer, så er der hjælp at hente her.
Det er vigtigt at styrke sundhed og forebygge sygdom og funktionstab hos ældre, så de kan bevare deres funktionsevne længst muligt og leve et aktivt og meningsfuldt liv. Den forebyggende indsats skal støtte de ældres selvstændighed og evne til selv at kunne tage vare på egne behov i hverdagen.
På denne side finder du forskellige materialer, der kan inspirere eller støtte jer i arbejdet med at gøre ældrelovens bestemmelser om forebyggelse til virkelighed.
Videns- og inspirationskatalog
Videns- og inspirationskataloget samler vigtig viden om forebyggelse og giver jer:
- et overblik over, hvad der står i ældreloven om forebyggelse
- eksempler på, hvordan man kan arbejde med bl.a. organisering, struktur, data og lokal forankring og relationer
- viden og metoder til tidlig opsporing og opfølgning
- refleksionsspørgsmål, som fx kan bruges i teams, ledergrupper og på temadage
Videns- og inspirationskatalog om forebyggelse
Få inspiration til, hvordan I kan gribe arbejdet med forebyggelse an.Hent videns- og inspirationskataloget
Sådan arbejder andre med forebyggelse
Bliv inspireret af forebyggelsesindsatserne i andre kommuner i vores casehistorier. Vi har lavet to casefilm fra henholdsvis Haderslev og Odense Kommune og to casehistorier på skrift fra Middelfart og Vejle.
I filmene kan I bl.a. se eksempler på:
- hvordan borgerfortællinger kan bruges på mange måder i arbejdet med forebyggelse
- hvordan ekstra tidlige forebyggende hjemmebesøg blandt borgere med anden etnisk baggrund end dansk styrker opsporing, forebyggelse og adgang til relevante sundheds- og omsorgstilbud.
Læs også de to casehistorier fra Middelfart og Vejle. Her kan I blandt andet læse om:
- brugen af screeningsværktøjet WIPP-360 til at opspore borgere, der har behov for en forebyggende indsat
- organisering af samarbejde med civilsamfundet bl.a. gennem fællesskabskoordinatorer.