xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Stimulerende stoffer

Stimulerende stoffer virker opkvikkende, fordi de får hele centralnervesystemet til at arbejde på fuldt tryk. 

Blandt de stimulerende stoffer er fx amfetamin, kokain og ecstasy.

Amfetamin

Amfetamin er et kunstigt fremstillet stof, der også kaldes speed, amf og base. Der findes forskellige slags amfetamin, herunder methamfetamin, der er et endnu kraftigere virkende stof. Man bliver meget nemt afhængig af amfetamin, så der skal mere og mere stof til at få en rusvirkning. Længerevarende brug giver risiko for at udvikle amfetaminpsykose, hvor man ikke kan skelne mellem fantasi og virkelighed.

Kokain

Kokain udvindes af bladene fra cocaplanten, som oprindeligt kommer fra Sydamerika. Der findes flere typer kokain, fx crack og freebase. Under fremstillingen bliver der brugt forskellige kemikalier. Kokain findes primært i pulverform, oftest som et salt som typisk indtages ved snifning. Kokain kan også spises, drikkes eller sprøjtes ind i en blodåre. Kokain er stærkt afhængighedsskabende, både fysisk og psykisk.

Ecstasy (MDMA)

Ecstasy er den populære betegnelse for stoffet MDMA, som er et kunstigt fremstillet stof, der laves i laboratorier. Koncentrationen af MDMA svinger meget i de forskellige ecstasy piller. Der kan også være flere forskellige andre aktive indholdsstoffer i pillerne, typisk andre stimulerende og eventuelt hallucinogene stoffer. Findes også som et pulver. Man kan blive afhængig af ecstasy, så man skal have mere og mere for at opnå en rus. Risikoen for skadevirkninger stiger, jo større doser man tager

Poppers

Poppers er et populært udtryk for amylnitrit og lignende stoffer (fx isopropyl nitrit). Stofferne findes som gullig, letfordampelig væske og sælges i små flasker. Hvis man drikker poppers, kan man få en alvorlig forgiftning, hvor iltoptagelsen i blodet hæmmes, og det kan være livstruende. Ved snifning er risikoen mindre.

Opdateret 08 MAJ 2019