xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Unge får støtte til at sige nej til stoffer på Roskilde Festival

Sundhedsstyrelsen kører denne sommer en ny kampagne mod opioider og andre stoffer. Kampagnen rulles ud på ni festivaler, heriblandt Roskilde Festival, som en del af regeringsudspillet Ungdom uden opioider.

30 JUN 2025

Når Roskilde Festival åbner portene er det med besøg af Sundhedsstyrelsens nye kampagneindsats, der skal hjælpe unge med at sige nej til stoffer.

De fleste unge tager på festival uden at bruge stoffer, og det skal de gerne holde fast i. Derfor er kampagnens budskab: Der findes ikke et eneste dårligt nej til stoffer. Festivaldeltagere kan møde kampagnen både på digitale skærme, sociale medier, på bannere og i camp-områderne, hvor kampagnens ’Nej-patruljer’ går rundt og tager snakken om stoffer, grænser og fællesskab. De uddeler samtidig midlertidige Nej-tatoveringer ud – et koncept, der har vist sig særdeles populært på Jelling Festival, som kampagnen besøgte tidligere denne sommer.

”Vi ved, at når mange unge mennesker er samlet ét sted, kan der opstå en boble, hvor man føler sig usårlig og får lyst til at prøve noget, man ellers ikke ville. Men med stoffer – og opioider – kan konsekvenserne være alvorlige og langvarige. Her kan man ikke bare sige, at ’what happens at Roskilde, stays at Roskilde’.Derfor er vi her for at bakke unge op i at sige nej – på den måde, der føles rigtig for dem,” siger Jonas Egebart, direktør i Sundhedsstyrelsen.

Festivalindsatsen er en del af regeringsudspillet Ungdom uden opioider, og Sundhedsstyrelsen kører i år kampagnen i samarbejde med ni festivaler fra maj til august, herunder Jelling Festival, Skive Festival, Vig Festival og altså Roskilde Festival. Erfaringerne fra 2025 skal bruges til at udvide og styrke indsatsen yderligere i 2026 og 2027.

Kampagnen er udviklet i samarbejde med Roskilde Festival og Dansk Live, som er en interesseorganisation for festivaler og spillesteder.

’Nej-patruljerne’ vil være til stede på Roskilde Festival fra søndag til fredag. Tirsdag vil Sundhedsstyrelsens direktør, Jonas Egebart, følge med en af patruljerne.

 Viden om unge og opioider