xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Forebyggelses­pakker: Børneområdet

Alkohol

Alkoholpolitik på kommunale arbejdspladser (G)

Kommunen vedtager en alkoholpolitik for kommunen som arbejdsplads, fx i forlængelse af personalepolitikken. Alkoholpolitikken bør udstikke retningslinjer for indtagelse af alkohol i arbejdstiden og handlevejledninger for, hvordan ledelse og kolleger skal reagere ved bekymring for en medarbejders brug af alkohol. De enkelte arbejdspladser i kommunen kan med fordel udarbejde lokalt tilpassede alkoholpolitikker.

Inspiration til handling: ”Alkoholpolitik og alkoholproblemer på arbejdspladsen”13, ”Sundhed og trivsel på arbejdspladsen”43, ”Inspirationshæfte: Alkoholforebyggelse i kommunen – 20 modelkommuners arbejde med at styrke den forebyggende indsats”25.

Handlevejledning for opsporing af alkoholproblemer ved bekymring (G)

Der udarbejdes handleplaner for personale med borgerkontakt med henblik på håndtering af bekymring om alkoholproblemer hos borgere. Herunder skal det sikres, at medarbejdere har information om, hvordan de kan tage en samtale om alkohol, og ved, hvor de kan henvise borgere til yderligere hjælp.

Inspiration til handling: ”Alkoholpolitiske handleplaner – en håndbog for kommuner”31, ”Spørg til alkohol – det kan gøre en forskel”14, ”Handlevejledning til Sagsbehandlere i Voksenforvaltningen vedr. Klienter med alkoholmisbrug”32, Handlevejledning til Sagsbehandlere i Børneforvaltningen vedr. Klienter med alkoholmisbrug”33, ”Hvad gør du, når din klient drikker? Til sagsbehandlere i socialforvaltningerne”68.

Handlevejledninger ved bekymring om alkoholproblemer i familier (G)

Kommunen udarbejder handlevejledninger til medarbejdere med borgerkontakt til brug ved tidlig opsporing, når der opleves bekymring eller mistanke om alkoholproblemer i familier. Handlevejledningen kan indeholde oplysning om muligheder for rådgivning og behandling i kommunen og om underretninger i familier med alkoholproblemer samt guide til opsporende samtale om alkohol. Handlevejledningen til skoler, daginstitutioner, sundhedspleje mv. bør indeholde vejledning til underretning samt beskrive, hvordan institutionen kan støtte børn, der belastes af forældres brug af alkohol.

Inspiration til handling: ”Alkoholpolitiske handleplaner – en håndbog for kommuner”31, ”Spørg til alkohol – det kan gøre en forskel”14, ”Den nødvendige samtale – når samtalen handler om alkohol og barnets trivsel”27, ”Hvad gør du, når din klient drikker? Til sagsbehandlere i socialforvaltningerne”68, ”Handlevejledning til Sagsbehandlere i Voksenforvaltningen vedr. Klienter med alkoholmisbrug”32, Handlevejledning til Sagsbehandlere i Børneforvaltningen vedr. Klienter med alkoholmisbrug”33, ”Børn som lever med forældres alkohol- og stofproblemer”48, ”Børn i familier med alkoholproblemer – gode eksempler på kommunal praksis”16, ”En børnehavefe, en skolealf – og anden støtte til børn fra familier med alkoholproblemer”28, ”Når forældre har alkoholproblemer – pædagogisk støtte til børn i dagtilbud”29, ”Sårbare børn. Børn, forældre og rusmiddelproblemer”49

Fysisk aktivitet

Samarbejde om fremme af fysisk aktivitet på tværs af forvaltningsområder (G)

Borgernes muligheder for at være fysisk aktive i hverdagen er i høj grad bestemt af en række forhold, som går på tværs af forvaltninger. Det gælder fx byplanlægning, infrastruktur, adgang til idrætsfaciliteter, fysiske rammer i dagtilbud og skoler, dagtilbud og skolers arbejde med bevægelse og fysisk aktivitet, tilbud i de lokale idrætsforeninger og kommunale arbejdspladsers fokus på fysisk aktivitet. Det anbefales, at der samarbejdes på tværs af kommunens forvaltninger om fremme af fysisk aktivitet blandt kommunens borgere.

Inspiration til handling: ”Sundhed på tværs”21.

Fysiske rammer, der inspirerer til fysisk aktivitet, på kommunens arbejdspladser (U)

De fysiske rammer på kommunens arbejdspladser støtter op om medarbejdernes muligheder for at være fysisk aktive i løbet af arbejdsdagen samt cykling til og fra arbejde. Det sker fx ved at tilbyde:

  • Gode omklædnings- og badefaciliteter.
  • Attraktive, indbydende og velplacerede trapper.
  • Adgang til motionsrum.
  • Cykler til transport til og fra møder.
  • Mødefaciliteter, der giver mulighed for at veksle mellem at stå op og sidde ned.

Kommunale arbejdspladser deltager i kampagner til fremme af fysisk aktivitet (G)

De kommunale arbejdspladser deltager i kampagner, der er rettet mod fremme af fysisk aktivitet på arbejdspladsen, herunder transport til og fra arbejde.

Inspiration til handling: ”Vi cykler til arbejde”42, ”Tæl skridt”43 og ”Arbejdspladsernes Motionsdag”44.

Hygiejne

Hygiejnepolitik (G)

Kommunen udarbejder, vedtager og følger løbende op på en hygiejnepolitik som en del af kommunens sundhedspolitik. En hygiejnepolitik anbefales som minimum at omfatte:

  • Organisering af hygiejne i kommunen og samarbejdsrelationer
  • Overordnede mål og ansvarsfordeling
  • Prioriterede indsatsområder (målgrupper og arenaer, herunder særligt sårbare borgere)
  • Henvisning til generelle infektionshygiejniske retningslinjer
  • Forebyggelse og håndtering af spredning af resistente eller særligt alvorlige og smitsomme mikroorganismer fx i samarbejde med den regionale infektionshygiejniske enhed
  • Kompetenceudvikling
  • Formidling af politikken i kommunen

Inspiration til handling: Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM). Standardsættet for kommuner, fx standard for sygeplejer, se www.ikas.dk

Etablering af en hygiejneorganisation (G)

Kommunen etablerer en tværgående hygiejneorganisation med inddragelse af regionen. Store kommuner kan have deres egen organisering af infektionshygiejne, og mindre kommuner kan samarbejde om en fælles organisering. Hygiejneorganisationen styrkes, hvis den organiseres på tværs af forvaltninger og afdelinger

Inspiration til handling: Inspiration kan søges hos kommuner, der allerede har organiseret infektionshygiejnen.26 Se også www.ssi.dk/infektionshygiejne (under "organisering", "primærsektor").

Samarbejdsaftaler mellem region og kommune (G)

Kommunen indgår en samarbejdsaftale med regionen om hygiejnerådgivning, fx med afsæt i sundhedsaftalerne. En samarbejdsaftale kan indeholde aftale om rådgivning, undervisning og overvågning. En sådan aftale kan understøtte en sammenhængende indsats på tværs af kommuner og understøtte vidensdeling mellem kommuner og regioner.

Inspiration til handling: Inspiration kan søges hos de kommuner, der allerede har lavet samarbejdsaftaler med regionen26.

Lokal overvågning af udbrud (G)

Kommunen kender til og bidrager til den eksisterende overvågning af anmeldelsespligtige sygdomme. Styrelsen for Patientsikkerhed og Statens Serum Institut registrerer anmeldelserne på henholdsvis lokalt/regionalt plan og nationalt plant, bl.a. for at have opmærksomhed på eventuelle udbrud og behov for intervention. Fødevarestyrelsen og de regionale infektionshygiejniske enheder deltager ligeledes i overvågningen. Meldesystemet for smitsomme sygdomme er under revision og vil fremover komme til at indeholde data om langt flere infektioner, herunder norovirus-infektion (Roskildesyge). Hygiejneorganisationen definerer i samarbejde med ovennævnte parter, hvordan hver enkelt infektion overvåges.

Inspiration til handling: "Smitsomme sygdomme hos børn og unge. Vejledning om forebyggelse i daginstitutioner, skoler m.v."52.

Genbrug af hjælpemidler og udstyr (G)

Kommunen arbejder efter lokale infektionshygiejniske retningslinjer i forbindelse med genbrug af hjælpemidler, fx hospitalssenge, trykaflastende madrasser og kørestole. Retningslinjerne er også vigtige, når det gælder transport, rengøring og desinfektion. Kommunens udstyr, som fx vaske- og opvaskemaskiner, bør opfylde hygiejniske krav, og personalet skal være i stand til at rengøre og desinficere udstyret.

Inspiration til handling: ”Forebyggelse af spredning af MRSA”35, ”Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer om generelle forholdsregler i sundhedssektoren”51, ”Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer for desinfektion i sundhedssektoren”64. Desuden vurderer Statens Serum Institut, Central Enhed for Infektionshygiejne (CEI), desinfektionsmidler og –metoder. En liste over vurderede produkter med fokus på effekt, allergi, giftighed og skånsomhed over for det, der skal desinficeres, kan findes på www.ssi.dk

Mad og måltider

Vejledning til ungdomsuddannelser fx erhvervsuddanelser (U)

Kommunen vejleder ungdomsuddannelsen om udarbejdelse af handleplaner for mad og måltider, herunder om udbud af mad og drikkevarer, der følger kostanbefalingerne, samt om mulighederne for brug af Måltidsmærket i kantinen.

Inspiration til handling: ”Fødevarestyrelsens guide – til sundere mad på ungdomsuddannelsen og arbejdspladsen”82, www.måltidsmærket.dk73, www.økologisk-spisemærke.dk75, ”Sunde Erhvervsskoler”51, ”Den Nationale Kosthåndbog”67, ”Sundhedsfremme og forebyggelse på ungdomsuddannelser – hvad er kommunens rolle?”83, “Sund livsstil på ungdomsuddannelser i Norden – fokus på sund mad og bevægelse”45 og ”Anbefalinger for den danske institutionskost”8.

Mental sundhed

Fokus på mental sundhed i den sammenhængende børne- og ungepolitik (G)

Kommunen sikrer indsatser til fremme af børn og unges mentale sundhed i forbindelse med udarbejdelse af en børne- og ungepolitik. Det kan fx være med fokus på børn og unges familieliv, sociale og faglige udvikling (herunder forebyggelse af mobning), sundhedsfremmende og forebyggende støtte og et trygt nærmiljø. Det er lovkrav, at kommuner udarbejder og politisk vedtager en sammenhængende børne- og ungepolitik i kommunen, og det anbefales, at den sammenhængende børne- og ungepolitik indeholder et stærkt tværsektorielt samarbejde.

Adgang til åbne lavtærskelstilbud for unge (G)

Kommunen sikrer, at unge, som oplever dårlig mental sundhed, men som endnu ikke har eller viser symptomer på psykisk sygdom, har adgang til et lettilgængeligt åbent tilbud, hvor de uden visitation kan modtage rådgivning og evt. tale med andre unge om deres problemstillinger samt indgå i positive fællesskaber. Indsatsen kan sammentænkes med andre åbne, frivillige tilbud.

Inspiration til handling: www.headspace.dk, www.insp.dk

Styrke flere børn og unges deltagelse i fritidsaktiviteter (G)

Kommunen arbejder for, at de fleste børn og unge deltager i fritidsaktiviteter med henblik på at skabe nye sociale relationer og øget trivsel. Der bør være særlig opmærksomhed på at sikre deltagelse af børn og unge, som er sårbare eller som ikke er foreningsvante, herunder fx børn og unge med anden etnisk baggrund end dansk. Kommunerne samarbejder med frivillige organisationer, etablerer fritidsvejledning og kan kombinere vejledningen med muligheder for økonomisk støtte til børnenes deltagelse i og gennemførelse af aktiviteter. Ligeledes kan der etableres et samarbejde mellem foreningslivet og skolerne i kommunen med henblik på at inddrage foreningerne i den understøttende undervisning.

Inspiration til handling: ”Kom godt i gang med en fritidspas ordning”55, www.psykiatrifonden.dk søg på ”Boost trivslen”.

Understøtte indsatser til opsporing af dårlig mental sundhed og forebyggelse af frafald på ungdomsuddannelser (U)

Kommunen understøtter indsatser til opsporing af unge med dårlig mental sundhed, herunder frafaldstruede unge. Støtte og vejledning bør indgå i den samlede indsats, hvor også inddragelse af forældre og tydelig information om relevante kommunale tilbud er vigtigt.

Tilbuddet kan suppleres af psykologhjælp, hvor den unge henvises fra uddannelsens studievejledning. Psykologordninger kan også etableres på de enkelte uddannelsesinstitutioner, ligesom sundhedsplejersken kan inddrages i tilbuddet. Desuden anbefales kommunale tilbud om kursus i mestring og eventuel symptomhåndtering.

Inspiration til handling: ”Trivsel, Fællesskab & Faglighed på erhvervsskoler”51, www.psykiatrifonden.dk - søg på ”trivsel smiley”, ”Vejen mod de 95 %”52, ”Jeg kommer heller ikke i dag”53 og ”Støtte til sårbare elever”54.

Formidle information om rådgivningstjenester (G)

Kommunen skal formidle viden om egne og andre relevante tilbud om rådgivning til børn og unge på skoler og ungdomsuddannelser samt deres forældre.

Inspiration til handling: www.psykiatrifonden.dk, www.headspace.dk, www.mindhelper.dk eller www.livslinien.dk

Overvægt

Samarbejde om sundhed på ungdomsuddannelser (U)

Kommunen etablerer et samarbejde med ungdomsuddannelser i kommunen med henblik på at udvikle en sundhedssamtale for de unge, når de starter på en ungdomsuddannelse. Denne opgave kan fx gennemføres i samarbejde med sundhedsplejen og Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU-vejledere) i kommunen.

Inspiration til handling: ”Sunde erhvervsskoler”112, ”Kortlægning af sundhedstiltag på erhvervsuddannelser i Danmark – anbefalinger til det fremadrettede sundhedsarbejde”113, ”Danske erhvervsskolers sundhedsfremmende indsatser og implementeringskapacitet”114 og ”Motiver til og barrierer for at arbejde med sundhedsfremmende initiativer på erhvervsskoler”115.

Seksuel sundhed

Handleplan for støtte til barnets naturlige seksuelle udvikling (G)

Kommunen udarbejder fælles handleplaner med fokus på at understøtte børns seksuelle trivsel og udvikling i daginstitutioner, skoler, fritidstilbud mv. Heri præciseres ansvaret for at sikre et fagligt stærkt miljø og tilstrækkelige faglige kompetencer og handlemuligheder. Ledelse og personale i kommunens tilbud tager sammen aktivt stilling til, hvordan man forholder sig til og bedst støtter barnets naturlige seksuelle udvikling i den relevante aldersgruppe, samt hvordan der skabes et inkluderende og mangfoldigt miljø. Personale bør have tilstrækkelige faglige kompetencer til aktivt at understøtte et tolerant miljø for alle børn.

Inspiration til handling: ”Det kan være pinligt for forældrene. En national kortlægning af daginstitutioners håndtering af børns seksualitet”44 og ”Køn, seksualitet og mangfoldighed”45. Der kan desuden hentes inspiration hos Normstormerne på www.normstormerne.dk.

Forebyggelse, opsporing og håndtering af mistanke om overgreb (G)

Kommunen sikrer, at institutioner for børn og unge har planer og retningslinjer for forebyggelse, opsporing og håndtering af mistanke om seksuelle overgreb både børn og unge imellem samt mellem voksne og børn og unge. Det er vigtigt, at planerne har relevant fagligt indhold og ikke bidrager til unødig frygt for overgreb og dermed til uhensigtsmæssig pædagogisk praksis. Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab skal aktivt støtte forebyggelsen af seksuelle overgreb ved bl.a. at styrke elevernes handlekompetencer og viden om grænsesætning.

Inspiration til handling: ”Den professionelle tvivl. Tegn og reaktioner på seksuelle overgreb mod børn og unge”46. Læs mere på www.socialstyrelsen.dk under punktet ”Børn” og dernæst ”Overgreb” eller på www.forebygovergreb.dk

Rådgivning til forældre om børns seksualitet og naturlige seksuelle udvikling (G)

Forældre til præ-pubertetsbørn modtager rådgivning og information om barnets naturlige seksuelle udvikling og adfærd i forskellige udviklingstrin, samt hvordan denne udvikling understøttes. Rådgivning kan fx varetages af sundhedsplejersken eller af personalet i kommunens daginstitutioner.

Solbeskyttelse

Solbeskyttelsespolitikker (G)

Kommunens daginstitutioner, dagplejere, skoler, SFO’er, fritidshjem og ungdomsskoler formulerer og vedtager en solpolitik, der beskriver, hvordan de vil beskytte børn og personale i solen, og hvordan de samarbejder med forældrene om solbeskyttelse. Kommunen følger op på institutionernes solbeskyttelse, fx ved at gøre solbeskyttelse til en fast del af tilsynet.

Inspiration til handling: Udkast til solpolitik for daginstitutioner, skoler og SFO’er findes på www.solkampagnen.dk.

Opdateret viden om solbeskyttelse til personale og forældre (G)

Personalet i børneinstitutioner, lærere, sundhedspersonale, forældre m.fl. tilbydes nyeste viden om solbeskyttelse og har kendskab til kommunens og institutionens solpolitik.

Inspiration til handling: Bestil gratis foldere og plakater om solbeskyttelse på www.cancer.dk/webshop.

Undervisning i solbeskyttelse

Solbeskyttelse indgår i som en del af faget sundheds - og seksualundervisning og familiekundskab i indskolingen, på mellemtrins- og udskolingsniveau. Undervisning om solariebrug er særligt relevant for folkeskolens ældste klassetrin.

Inspiration til handling: Se undervisningsmateriale fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne www.solkampagnen.dk

Stoffer

Personalepolitik om brug af stoffer med tilhørende handleplan på kommunens arbejdspladser (G)

Kommunale arbejdspladser udarbejder politik med tilhørende handleplan om brug af stoffer på kommunale arbejdspladser. Handleplanen beskriver, hvordan mistanke og viden om brug af stoffer håndteres af medarbejdere. På arbejdspladser, hvor det er relevant, indtænkes et sikkerhedsaspekt, fx ved betjening af maskiner. Handleplanerne skal koordineres med handleplaner om alkohol, tobak og mental sundhed.

Inspiration til handling: ”Alkoholpolitikker og alkoholproblemer på arbejdspladsen”60, “Health and social responses to drug problems”57, “Misbrugspolitik og handlingsplan på arbejdspladsen”61.

Personale med borgerkontakt informerer om kommunens tilbud vedr. stoffer (G)

Ved bekymring om stofbrug informerer kommunens medarbejdere i skoler, ungdomsklubber, SSP, socialafdelinger, jobcentre, sundhedsplejen, specialtandplejen mv. om kommunens rådgivnings- og behandlingstilbud vedr. stoffer samt om de regionale familieambulatoriers tilbud til gravide, der bruger stoffer.

Tobak

Røgfri skoletid på produktionsskoler (G)

Produktionsskoler i kommunen indfører røgfri skoletid, dvs. ingen rygning i skoletiden - hverken på eller uden for skolens område. Kommunen sikrer, at elever og ansatte kan få hjælp til at håndtere en røgfri skoletid og hjælp til rygestop for dem, der ønsker at stoppe. Det sikres ligeledes, at der ikke sælges tobaksvarer, e-cigaretter mv. på uddannelsesinstitutionens matrikel.

Inspiration til handling: www.cancer.dk/roegfriskoletid, ”Unge og rygning – Inspirationskatalog”54.

Røgfri skoletid på ungdomsuddannelser (U)

Kommunen samarbejder med ungdomsuddannelserne i kommunen, om at indføre røgfri skoletid, dvs. ingen rygning i skoletiden - hverken på eller uden for skolens område, samt om en understøttende tobakspolitik. Politikken bør sikre, at elever og ansatte kan få hjælp til at håndtere en røgfri skoletid og hjælp til rygestop for dem, der ønsker at stoppe. Det anbefales ligeledes, at der ikke sælges tobaksvarer, e-cigaretter mv. på uddannelsesinstitutionens matrikel. Indsatsen kan med fordel ske i samarbejde med andre kommuner, der har unge på samme ungdomsuddannelser.

Inspiration til handling: www.cancer.dk/roegfriskoletid, ”Røgfri skoletid på erhvervsskoler”55, ”Unge og rygning – Inspirationskatalog”54, Røgfrit Odense – eksempel fra Odense Kommune56, ”Sunde erhvervsskoler – inspiration til at skabe sunde rammer og introducere sundhed i undervisningen”57.

Opdateret 04 APR 2019