Hvis din test er positiv for covid-19
Hvis du tester positiv for covid-19 anbefales du at gå i selvisolation for at undgå, at du smitter andre. Dette gælder ved alle typer af tests.
Hvad betyder det at gå i selvisolation?
1. Bliv hjemme
Bliv hjemme og undgå at mødes med personer, som du ikke bor sammen med. Hold dig inden for din egen bolig eller på din matrikel. Anvend et CE-mærket mundbind og hold ca. 2 meters afstand til andre, hvis du bliver nødt til at gå ud, fx hvis du skal testes eller skal gå med hunden. Sørg for at gå ud på et tidspunkt, hvor du undgår at være i nærheden af andre.
Husk, at du ikke skal tage offentlig transport eller taxa.
2. Undgå så vidt muligt tæt og fysisk kontakt med personer, du bor med
3. Vær særligt opmærksom på hygiejne og rengøring
Når du er smittet med covid-19, er det vigtigt at være særlig opmærksom på god hygiejne og rengøring ved at følge disse råd:
- Vask hænder tit og grundigt med vand og sæbe eller brug håndsprit, hvis du ikke har adgang til vand og sæbe. Håndvask med vand og sæbe anbefales dog altid ved synligt snavs på hænderne, efter toiletbesøg eller efter bleskift og inden madlavning eller spisning. Hjælp mindre børn med at vaske hænder. Pleje af hænderne med fugtighedscreme eller lignende kan være en god idé for at forebygge tørre hænder og udvikling af eksem.
- Undlad så vidt muligt at røre dig selv i ansigtet. Når du skal hoste eller nyse, så gør det i et lommetørklæde eller i ærmet. Læg brugte lommetørklæder i en lukket affaldspose.
- Del ikke håndklæder med andre.
- Rengør dagligt det/de rum, som du opholder dig i. Særligt rengøring af kontaktpunkter og overflader, der berøres af flere i husstanden, som fx håndtag, gelændre, kontakter, tastaturer, mus, armlæn, bordkanter, legetøj, vandhaner, toiletter m.v. er vigtigt.
Husk at lufte ud med gennemtræk i 5-10 min. flere gange om dagen i de/det rum, du opholder dig i.
Hvornår kan du ophæve din selvisolation ved påvist covid-19?
1. Du har ikke symptomer på covid-19
Hvis du ikke har symptomer, kan du ophæve din selvisolation 4 dage efter, at din test blev taget.
Du kan stadig ophæve din selvisolation efter anbefalingerne, selvom der er andre smittede personer i din husstand, som stadig er i selvisolation. Dette gælder også, selvom du ikke kan holde afstand fra de andre smittede.
2. Du har lette symptomer på covid-19
Lette symptomer på covid-19 er symptomer som løbenæse, ’kriller’ i halsen, enkelte host m.v., der typisk vil være forbigående, og hvor du ikke føler dig egentlig syg.
Hvis du har lette symptomer på covid-19, kan du ophæve din selvisolation 4 dage efter, at din test blev taget. Hvis du får betydelige symptomer fortsættes selvisolation, indtil du ikke længere har betydelige symptomer. Betydelige symptomer på covid-19 er symptomer som feber, vedvarende hoste eller vejrtrækningsproblemer, og hvor du samtidig føler dig syg.
Du kan stadig ophæve din selvisolation efter anbefalingerne, selvom der er andre smittede personer i din husstand, som stadig er i selvisolation. Dette gælder også, selvom du ikke kan holde afstand fra de andre smittede.
3. Du har betydelige symptomer på covid-19
Hvis du har betydelige symptomer på covid-19, kan du ophæve din selvisolation, når du ikke længere har betydelige symptomer på covid-19 – dog tidligst 4 dage efter, at din test blev taget. Det vil sige, at du godt kan ophæve din selvisolation efter mindst 4 dage, selvom du har lette symptomer som løbenæse, ’kriller’ i halsen, enkelte host m.v.
Du kan stadig ophæve din selvisolation efter anbefalingerne, selvom der er andre smittede personer i din husstand, som stadig er i selvisolation. Dette gælder også, selvom du ikke kan holde afstand fra de andre smittede.