Direktion
Direktionen varetager den daglige ledelse af Sundhedsstyrelsen.
Søren Brostrøm, direktør
sbro@sst.dk, habilitetserklæring
Søren Brostrøm blev direktør for Sundhedsstyrelsen i oktober 2015.
Søren Brostrøm er født i 1965 og uddannet læge fra Københavns Universitet, hvor han også forsvarede sin ph.d.-afhandling i 2003. Søren er speciallæge i gynækologi og obstetrik, som han supplerede med en ekspertuddannelse i urogynækologi med fokus på laparoskopisk bækkenkirurgi.
Søren blev ansat i Sundhedsstyrelsen i september 2011 som chef for enheden for Sygehuse og Beredskab, hvor han blandt andet havde ansvaret for specialeplanlægning, sundhedsberedskabet, smitsomme sygdomme, vaccinations- og screeningsprogrammer samt nationale satsninger inden for blandt andet kræft-, hjerte- og psykiatriområderne.
Søren har en omfattende klinisk erfaring og har samtidig ydet en betydelig organisatorisk indsats i både danske og internationale faglige selskaber. Han afsluttede en Master of Public Administration (MPA) ved Copenhagen Business School i 2011, og var før sin ansættelse i Sundhedsstyrelsen overlæge ved Herlev Hospital og lektor ved Københavns Universitet.
I september 2017 blev Søren Brostrøm medlem af WHO's regionalbestyrelse for Europa (Standing Committee of the Regional Committee, SCRC), og blev i 2019 valgt som formand for bestyrelsen. Fra maj 2021 vil Søren Brostrøm indtræde i WHO's globale bestyrelse (The Executive Board).
Helene Bilsted Probst, vicedirektør
Helene Bilsted Probst blev vicedirektør i Sundhedsstyrelsen 1. oktober 2020.
Helene er født i 1972 og uddannet læge fra Københavns Universitet i 2002. Hun blev speciallæge i samfundsmedicin i 2013 og afsluttede i januar 2016 en Master of Public Administration (MPA) fra Copenhagen Business School.
Helene har været ansat i Sundhedsstyrelsen i flere omgange, første gang i perioden 2007-2010, og efterfølgende fra 2012-2016, hvor hun fra 2013 havde ledelsesansvar som sektionsleder og enhedschef.
Helene havde orlov fra Sundhedsstyrelsen fra oktober 2016 - september 2018, hvor hun var Senior Policy and Planning Adviser i sundhedsministeriet i Tanzania. Da hun vendte tilbage til Sundhedsstyrelsen i oktober 2018 var det som centerchef for Planlægning.
Senest var Helene konstitueret vicedirektør fra juni - september 2020.