xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Opdateret pakkeforløb for prostatakræft beskriver MR-skanning i udredningen

Sundhedsstyrelsen har revideret pakkeforløb for prostatakræft og samtidig udarbejdet materiale henvendt til almen praksis samt patienter og pårørende.

18 MAJ 2022

Pakkeforløbet er lagt sammen med opfølgningsprogrammet for prostatakræft og beskriver nu hele patientforløbet fra udredning og behandling til opfølgning. Der er et større fokus på rehabilitering, senfølger og palliation for at sikre patienternes samlede livskvalitet i hele forløbet.  

Som noget nyt beskrives MR-skanning som led i udredningen for prostatakræft for en del af patienterne. Skanningen gør det muligt at tilpasse udredningen og behandlingen, så den bliver mere skånsom. Standardforløbstiden for udredningen bliver forlænget med 4 dage. 

”Vi har selvfølgelig stadig fokus på at undgå unødig ventetid, men vi forventer, at brugen af MR-skanning vil højne kvaliteten af udredningen for prostatakræft. Vi har derfor valgt at forlænge den anbefalede tid for udredning, så der er tid til at lave en skanning,” siger sektionsleder Louise Lauridsen.  

Sundhedsstyrelsen har sikret, at det opdaterede pakkeforløb afspejler den nyeste viden på området ved, at der henvises til de kliniske retningslinjer, som løbende opdateres. I de kliniske retningslinjer er det også beskrevet, hvornår MR-skanning kan benyttes i udredning for prostatakræft. 

Pakkeforløbet er udarbejdet i samarbejde med førende faglige eksperter på området, og der er også inddraget repræsentanter fra Kræftens Bekæmpelse og Prostatakræftforeningen. 

Implementeringsfristen er den 1. september 2022. 

Pakkeforløb for prostatakræft