xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Vil I have besøg af demensrejseholdet?

Sundhedsstyrelsen inviterer igen aktører, der står for pleje på ældreområdet til at søge om et forløb med Sundhedsstyrelsens demensrejsehold. Forløbet har fokus på at mindske brugen af antipsykotisk medicin i ældreplejen og henvender sig til kommuner og private aktører, herunder selvejende organisationer.

08 DEC 2021

Det er nu muligt at søge om at få besøg af demensrejseholdet for perioden 2022-2024. Det første rejseholdsforløb starter i denne omgang op i 2. halvår af 2022, og herefter starter der løbende forløb op frem til og med 2. halvår af 2024. Der er ansøgningsfrist for at søge om forløb med demensrejseholdet den 16. februar 2022.

Formålet med demensrejseholdet er at sikre bedre trivsel for borgere med demens ved at understøtte det nationale mål om reducering af antipsykotisk medicin til mennesker med demens. 

”Vores første erfaringer viser, at demensrejseholdets forløb med fokus på antipsykotisk medicin er med til at ændre både holdning og handlinger hos medarbejdere i ældreplejen. Derfor vil vi fortsætte arbejdet med at styrke medarbejdernes kompetencer og viden om brugen af antipsykotisk medicin og hermed øge trivslen hos de ældre borgere med demens,” siger Kirsten Groth Willesen, programleder i Sundhedsstyrelsen. 

Demensrejseholdsforløbene tager afsæt i velafprøvede metoder og erfaringer fra Sundhedsstyrelsens tidligere og nuværende rejsehold. Forløbene har fokus på systematisk arbejde med personcentreret omsorg samt en praksisnær tilgang til læring igennem refleksion, læringsgrupper, beboerkonference og temadage. Et forløb består af ca. 14 dage fordelt på mellem 16-20 uger.
Midlerne til demensrejseholdforløbene kommer via aftalen om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds og arbejdsmarkedsområdet 2020-2023, hvor der er afsat 20 mio. kr. til videreførelse af demensrejseholdet med særligt fokus på nedbringelse af antipsykotisk medicin. 

Læs mere om puljen og om denne ordning https://www.sst.dk/da/Puljer/Demensrejsehold-nedbringelse-af-antipsykotisk-medicin-2022