xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Flere kvinder får undersøgt celleprøver fra livmoder­halsen via en HPV-test

Fra årsskiftet er screeningsprogrammet for livmoderhalskræft ændret, så en større del af de kvinder, der deltager, får undersøgt deres celleprøve med HPV-test.

13 JAN 2021

Fremover vil halvdelen af alle kvinder i alderen 30-59 år blive tilbudt en screening for livmoderhalskræft, der er baseret på en undersøgelse for HPV (humant papillomavirus). Den anden halvdel af kvinderne i aldersgruppen vil fortsat få tilbudt en screening baseret på undersøgelse for celleforandringer.

Ændringen i screeningen betyder ikke noget for, hvordan prøven bliver taget. I begge tilfælde vil kvinden få taget en celleprøve fra livmoderhalsen hos deres læge.

”Både den celle-baserede og HPV-baserede screening er velafprøvede og gode metoder til at forebygge livmoderhalskræft. Ved at tilbyde de to metoder sideløbende, kan vi få vigtig viden om, hvordan vi får det bedst mulige screeningsprogram i Danmark,” siger Helene Moustgaard, læge i Sundhedsstyrelsen.

Den celle-baserede screening har været brugt siden 1960’erne, mens den HPV-baserede screening har været brugt siden 2013 til aldersgruppen 60-64 år, da denne screeningsmetode er særligt velegnet i denne aldersgruppe. Den HPV-baserede screening skal altså nu udvides til en større målgruppe.

Målet for screeningsprogrammet er overordnet at undgå flest muligt tilfælde af livmoderhalskræft samtidig med, at man så vidt muligt undgår at udsætte kvinderne for unødige ekstraundersøgelser eller behandling.

Pjece skal hjælpe til at tage stilling

Det er frivilligt at tage imod tilbuddet om screening for livmoderhalskræft. Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en ny informationspjece, der skal hjælpe kvinder til at tage stilling til tilbuddet om at blive screenet for livmoderhalskræft. Pjecen beskriver både de gavnlige og de skadelige virkninger ved screeningen. Sundhedsstyrelsen anbefaler screening for livmoderhalskræft.

Sundhedsstyrelsens anbefalinger til screening for livmoderhalskræft

Få mere viden om livmoderhalskræft og screeningen

Information om det datagrundlag, som pjecen bygger på

Få mere viden om screening af livmoderhalskræft

Anbefalinger for screening for livmoderhals­kræft