Socialpsykiatriske bocentre
Undersøgelse om dødsfald på socialpsykiatriske bocentre afsluttet
Embedslægerne har foretaget en undersøgelse af dødsfald blandt 18-64 årige beboere på Københavns Kommunes socialpsykiatriske bocentre i perioden 1. januar 2000 til den 31. august 2005. Undersøgelsen omfatter i alt 86 dødsfald.
62 (72 %) af de afdøde 86 beboere døde af sygdom (naturlig død). De hyppigste dødsårsager var kræftsygdomme, hjerte-karsygdomme og lungesygdomme. En stor del af dødsårsagerne kunne relateres til beboerens usunde livsstil. Seks beboere begik selvmord, og fem var ude for en ulykke. Tre døde af deres alkoholafhængighedsproblemer, og yderligere tre misbrugere døde af en overdosis.
I tre tilfælde havde de behandlende læger relateret dødsfaldet til beboerens medicin. I alle tre tilfælde vurderer embedslægerne, at dødsfaldet må betegnes som en alvorlig bivirkning til et konkret præparat, som blev anvendt efter gældende retningslinier.
Der har været rejst mistanke om, at en eventuel overdødelighed kunne skyldes behandling med mange forskellige psykofarmaka. Embedslægerne foretog derfor en sammenligning mellem dødsårsagerne og antal psykofarmaka, som den enkelte beboer fik på dødstidspunktet. Syv beboere fik fire eller fem psykofarmaka (antipsykotika og antidepressiva). Ved gennemgang af disse dødsfald var dødsårsagen afklaret, og embedslægerne finder ikke, at medicinen var en direkte årsag til dødsfaldet.
I de øvrige 79 dødsfald fandt embedslægerne heller ikke en direkte sammenhæng mellem antal af psykofarmaka og dødsårsagen.
Dødeligheden på bocentrene var uændret i den undersøgte periode.
Mange var også somatisk syge og mange var misbrugere
De afdøde beboere havde alle en alvorlig psykisk sygdom, som for godt tre fjerdedeles vedkommende (79,1 %) drejede sig om skizofreni (spaltningssindssygdom) eller en sygdom inden for det skizofrene område.
Over halvdelen havde imidlertid også en kronisk somatisk sygdom, som for en stor dels vedkommende kunne relateres til beboerens livsstil. Specielt var der mange tilfælde af kræft, sukkersyge, hjerte-kar sygdomme og lungesygdomme (KOL). Derudover var der også en del tilfælde af epilepsi. Knap halvdelen havde et dokumenteret misbrug af alkohol og/eller rusmidler, og derudover var langt de fleste storrygere, og en del var overvægtige.
Embedslægerne har ikke undersøgt sundhedstilstanden blandt de levende beboere og har derfor ingen mulighed for at vurdere, om det var de mest syge og usunde, der døde, eller om der var en lige så stor sygelighed blandt de levende.
Mange fik medicin
Størstedelen af de afdøde beboere fik et eller flere antipsykotiske eller antidepressive præparater. 76 fik antipsykotika, heraf fik 12 beboere tre eller fire præparater, og 37 fik antidepressiva, heraf fik fire beboere to præparater. Derudover fik 54 beboere angstdæmpende medicin og sovemedicin (benzodiazepiner), og seks fik metadon som led i behandling af et stofmisbrug. Omkring tre fjerdedele (72 %) af beboerne fik medicin mod somatisk sygdom, nogle et enkelt præparat og nogle betydelig flere.
En del af beboerne havde således meget lange medicinlister af hhv. psykofarmaka og somatisk medicin. - Det er vores vurdering, at hhv. den psykiatriske konsulent og den praktiserende læge mindst én gang årligt bør foretage en rutinemæssig revurdering af beboernes medicin, skriver embedslægerne i rapporten.
Denne anbefaling er en af en række anbefalinger, embedslægerne har udarbejdet på baggrund af undersøgelsen. Hensigten er at bidrage til de hele tiden pågående reformer og forbedringer for beboerne