Kvalitetssikringen af den lægelige stofmisbrugsbehandling og den nationale handleplan til forebyggelse af hepatitis C (KVALHEP)
Vedr. kommunernes indberetning til Sundhedsstyrelsen om kvalitetssikringen af den lægelige stofmisbrugsbehandling og den nationale handleplan til forebyggelse af hepatitis C
Jf. bekendtgørelse nr. 1700 af 21. december 2010 om kommunernes indberetning af visse oplysninger om lægelig stofmisbrugsbehandling og om lægelige kerneydelser i forbindelse med forebyggelse, udredning og sikring af behandling for hepatitis C blandt stofmisbrugere til Sundhedsstyrelsen af den 1. januar 2011, skal kommunerne fra 1. januar 2011 og fremover løbende for hver enkelt nyindskreven* patient i kommunal stofmisbrugsbehandling udfylde og indberette et skema (vedlagt).
Indberetningen skal foretages for alle nyindskrevne som har fået iværksat substitutions-behandling og/eller har haft risikoadfærd. Indberetningen omfatter spørgsmål om lægelige kerneydelser foretaget indenfor de første 12 måneder efter indskrivningstidspunktet. Kommunerne vil automatisk via den sædvanlige indberetning til SIB (Sundhedsstyrelsens register over stofmisbrugere i behandling) blive gjort opmærksom på hvilke patienter, der skal indberettes.
Skemaet kan udfyldes løbende og skal indberettes i den endelige form senest efter 12 måneders indskrivning eller ved udskrivning. Skemaet omhandler i alt 18 hovedspørgsmål. Er en person både i substitutionsbehandling og har haft risikoadfærd på indskrivningstidspunktet skal alle spørgsmål besvares. Er personen ikke i substitutionsbehandling, men har haft risikoadfærd på indskrivningstidspunktet, skal kun spørgsmål 11 – 18 besvares, spørgsmål 1 – 10 springes således over.
Indberetningen skal foretages af en læge, men kan under ansvar delegeres til medhjælp.
Indberetningen foregår elektronisk på indberetningsportalen www.stofmisbrugsdatabasen.dk, hvor der findes vejledning og beskrivelse af variable i fællesindholdet (se side 13) for databasen.
Sundhedsstyrelsen skal gøre opmærksom på. at kommunerne samlet er blevet kompenseret med 5,6 mio. kr årligt fra 2007 og 8,7 mio. kr. årligt fra 2011 som permanent bevilling til den nationale handleplan til forebyggelse af hepatitis C samt til kvalitetssikringen af den lægelige stofmisbrugsbehandling, herunder ovenstående indberetning.