Influenza
Hvad er influenza?
Influenza er en sygdom, der skyldes smitte med influenzavirus. Virussen er særdeles smitsom og smitter via små dråber fra hoste, nys og lignende. Sygdommen bliver spredt, hvis du indånder viruspartikler eller får dem på hænderne og derefter rører ved øjne, næse eller mund. Influenza smitter også ved direkte kontakt som håndtryk, kys og lignende.
Hvis du bliver smittet, vil influenzaen bryde ud i løbet af 1-4 dage. Du kan smitte andre, fra det øjeblik du får de første symptomer og vil typisk smitte mest i de første dage.
Symptomer på influenza
Influenza viser sig ved pludselig feber (over 38°C), muskelsmerter, kulderystelser, hovedpine, ondt i halsen og i nogle tilfælde opkastning og diarre. Sygdommen varer typisk i 2-7 dage.
For langt de fleste bør influenza ikke give anledning til bekymring, men for nogen kan den være meget alvorlig og føre til hospitalsindlæggelse og i værste fald død. Derfor er det vigtigt at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger om hygiejne og at være opmærksom på faresignaler.
Risikoen for at få influenza
En almindelig influenzaepidemi varer 4-6 uger i vintermånederne fra december til marts. 1 ud af 5 personer får typisk influenza – og cirka 1000 danskere dør hvert år i forbindelse med influenza epidemien.
Beskyt dig mod influenza
Det er muligt at forebygge influenza. Dels kan du være omhyggelig med at vaske hænder, hoste og nyse i engangslommetørklæder og ærmer, og dels kan influenza forebygges med en vaccination. Influenzavaccine gives som en indsprøjtning. Fra du bliver vaccineret, går der typisk 2-3 uger, før du er beskyttet. Vaccinen beskytter sædvanligvis i 6-12 måneder og skal gives hvert år i god tid, inden influenzasæsonen starter – typisk i oktober. Når først du er blevet syg, er det for sent at vaccinere.
Se om du bliver anbefalet vaccination mod influenza på www.beskytdogmodinfluenza.dk.
Influenza kan behandles med antivirale lægemidler, som forhindrer virus i at sprede sig i kroppen. Det er vigtigt at starte den antivirale behandling så hurtigt som muligt, efter symptomerne er begyndt og senest 48 timer efter de første symptomer. Starter behandlingen i god tid, kan sygdommens varighed nedsættes med 1-2 dage.
Beskrivelse af antiviral behandling (Lægemiddelstyrelsens hjemmeside)