Stor skrift Mellem skrift Lille skrift Send denne side Læst højt Print siden

Varmt vejr og hedebølge

Varmt vejr og hedebølge kan give ubehag og i værste fald hedeslag. Ubehag og hedeslag kan forebygges - se "Gode råd".

Den danske meteorologiske definition på en hedebølge er, når gennemsnittet af de højest registrerede temperaturer målt over tre sammenhængende dage overstiger 28ºC.

Hvis der er temperaturer højere end sædvanligt både dag og nat, kan det være vanskeligt at blive kølet ned om natten. Luftfugtigheden har en betydning for, hvor belastende varmen opleves. Jo højere luftfugtigheden er i kombination med høje lufttemperaturer, jo sværere bliver det for kroppen at komme af med varmen. 
Det er således en kombination af høje dagtemperaturer, høje nattemperaturer og høj luftfugtighed, der kan give de mest helbredsbelastende perioder med ekstremt varmt vejr.

Hedeslag kan komme langsomt. For nogle kan det være svært at opdage i tide, at man er ved at nå en kritisk overophedning.

Mennesker, der under normale temperaturforhold klarer sig selv, kan have brug for lidt ekstra opmærksomhed og omsorg i varmt vejr og hedebølge. Det er fx ældre, der bor alene, demente eller psykisk ustabile personer. Derfor vil nogle råd også være rettet til pårørende og personale, der har kontakt med mennesker, der skal være ekstra opmærksomme i varmen - se følgende:

Vær ekstra opmærksom i varmen, hvis du..

  • er over 65 år
  • er forældre til spædbørn og småbørn
  • har en kronisk sygdom, der gør det vanskeligere for dig at svede og føle tørst
  • bruger medicin, der gør det vanskeligere for dig at svede og føle tørst
  • bruger medicin, der ikke tåler temperaturer over 25ºC
  • vælger at drikke alkohol i varmen
  • er hjemløs eller har kontakt med en hjemløs
  • har et job, hvor du ikke kan beskytte dig imod varme og direkte sol
  • motionerer intensivt, både indendørs og udendørs
  • har en kronisk sygdom, hvor luftforurening og høje lufttemperaturer kan forværre dine symptomer

Hvis du er over 65 år
Den naturlige aldring mindsker muligheden for at svede og derved at sænke kroppens temperatur naturligt. Kroppen er ikke altid i stand til at opfatte og reagere på temperaturstigninger, samtidig med at man ikke så let føler tørst. Det øger risikoen for hedeslag.
Sørg derfor for at drikke rigeligt, selvom du ikke føler tørst.

Forældre til spædbørn og småbørn
Spædbørn og småbørn kræver særlig opmærksomhed i varmen og er meget afhængige af hjælp til hensigtsmæssig af- og påklædning i varmen. Spædbørn og småbørn skal tilbydes rigeligt at drikke - også selvom de ikke beder om det.
Efterlad aldrig børn i en parkeret bil.

Kronisk sygdom og fast medicin
Hvis du har en kronisk sygdom og tager medicin fast, skal du være særligt opmærksom på at få rigeligt at drikke. Vi anbefaler, at du i meget varme drikker 1½ gang så meget, som du plejer pr. dag - også selvom du ikke føler tørst.

Mange kroniske sygdomme giver dårligere evne til at svede, og dermed dårligere evne til at sænke kropstemperaturen naturligt. Sygdommene kan også give ringere følsomhed for tørst. Det betyder, at man kan blive alt for varm uden advarsel.

Medicin, der gør det vanskeligt for dig at svede
Noget af den medicin, man tager fast, kan forringe evnen til at svede eller føle tørst. Det gælder både receptpligtig medicin, håndkøbsmedicin og naturmedicin. Læs derfor indlægssedlen i pakningen grundigt - se også "Sol, varme og medicin" på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside. 

Medicin, der ikke tåler temperaturer over 25º C
Medicins holdbarhed er ofte afhængig af, at det opbevares ved maksimalt 25ºC. Kontroller derfor om noget af din medicin skal opbevares i køleskab i den varmeste periode - se "Sol, varme og medicin" på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside. 

At drikke alkohol i varmen
Vær opmærksom på, at alkohol virker både vanddrivende og bedøvende. At alkohol er vanddrivende betyder, at risikoen for hedeslag er øget, og at alkohol virker bedøvende, øger risikoen for, at du ikke mærker de første symptomer på hedeslag.
Vær forsigtig med alkohol i varmen og sørg for, at du også drikker rigeligt med vand og får noget at spise.

Hvis du har kontakt til hjemløse
Prøv at få den hjemløse til at søge mest mulig skygge og være lettere påklædt i varmen - og tilbyd eventuelt opbevaring af overskydende garderobe. 

Hårdt fysisk arbejde i varmen
Mange mennesker arbejder hårdt fysisk i varmen, uden at der er mulighed for at søge skygge og kølighed. Det er vigtigt, at arbejdspladsen har regler og retningslinjer for, hvordan man tilpasser sin påklædning og væskeindtag, så risikoen for hedeslag bliver mindst mulig - se "Gode råd i varmen".
 
Personer, der træner i varmen
Med større varmeproduktion, og når man sveder mere, bliver væsketabet stort, og der bliver større risiko for væskeunderskud (dehydrering). Det er derfor ekstra vigtigt, at personer, der træner i varmen både indendørs og udendørs, sørger for at drikke rigeligt, og at det tøj, de har på, ikke er for varmt. Træn så vidt muligt ikke midt på dagen, hvor det er varmest.

Kronisk sygdom, hvor luftforurening og høje lufttemperaturer forværrer dine symptomer
Har du astma og eller en anden kronisk luftvejslidelse, kan du være mere udsat for symptomer, når lufttemperaturen er høj i en længere periode. Det er derfor vigtigt, at du er opmærksom på at regulere din medicin, og i videst muligt omfang prøver at undgå de steder med højest forureningsniveau.