Miljø, hygiejne og sol
Rådgivning om miljø og sundhed
Miljøet har stor betydning for vores sundhed. Vi bliver udsat for påvirkninger fra miljøet fx gennem luft, jord, vand, fødevarer og ved brug af produkter. Miljøet indvirker på sundheden overalt hvor vi befinder os, indendørs og udendørs, i boliger, institutioner, skoler, på arbejdspladser, i transportmidler mv., Sundhedsstyrelsen rådgiver myndigheder, der regulerer miljøfaktorer, om sundhedsfaglige spørgsmål.
Hvis du som borger har brug for rådgivning i en konkret sag om fx indeklimaet i en bygning eller om kvaliteten af vandet i din bolig, så kontakt din kommune. Kommunen har mulighed for at indhente sundhedsfaglig rådgivning hos embedslægerne i Sundhedsstyrelsens regionale kontorer, hvis kommunen har behov for det.
Hvis du søger oplysninger om sundhedseffekter af enkeltstoffer - fx kemikalier, gasser eller sprøjtemidler – så se fx på www.mst.dk. Det er Miljøstyrelsen, der har ansvar for denne rådgivning.
Sundhedsstyrelsen ser på miljøfaktorers betydning for sundheden i sammenhæng med andre forhold, der har indflydelse på sundheden.
Via rådgivning, hovedsageligt til indenrigs- og sundhedsministeren og andre centrale myndigheder, arbejder Sundhedsstyrelsen for, at der gøres en central indsats over for miljøfaktorer der kan skade sundheden. Sundhedsstyrelsen deltager bl.a. i arbejdsgrupper på tværs af forskellige ministerier, herunder den tværministerielle koordinerende arbejdsgruppe, der skal sikre en koordineret og sammenhængende indsats overfor miljøfaktorer, som kan påvirke sundheden jf. regeringens strategi "Miljø og sundhed hænger sammen". Sundhedsstyrelsen deltager også i udvikling af arbejdet med miljø og sundhed internationalt i Norden, WHO og EU.
Embedslægerne i Sundhedsstyrelsens regionale kontorer rådgiver på samme måde de lokale myndigheder (Regionerne og kommunerne) om de sundhedsrelaterede konsekvenser af forskellige miljøforhold, fx i relation til drikkevand, jordforurening, indeklima, luftforurening fra særligt forurenende virksomheder, antenner til mobilkommunikation og andre faktorer, der kan udgøre en risiko for helbredet.