3. Lav risiko for sygdom
Du har en lav risiko for at blive syg på grund af alkohol ved et forbrug på 7 genstande eller mindre om ugen for kvinder og 14 for mænd
- Dokumentationen peger ikke på et helt præcist antal genstande, der er tale om en afvejning af forskellige ricici
- Det defineres som en lav risiko, når én person ud af 100 med et forbrugsniveau på 20 gram alkohol dagligt (knap to genstande) dør af en alkoholrelateret sygdom
- Det anbefales, at man fordeler forbruget af alkohol hen over ugen
Som anført har internationale kræftorganisationer forsøgt at veje kræftrisikoen op mod de mulige gavnlige effekter af alkohol i forhold til iskæmisk hjer-tesygdom peget på et forbrug på 7 genstande om ugen for kvinder og 14 genstande om ugen for mænd. Dette forbrug giver den laveste risiko, hvis det fordeles hen over ugen (se anbefaling nr. 5)
Der er ikke dokumentation for et helt præcist antal genstande, som entydigt kan defineres som et lavrisikoforbrug. Der vil altid være tale om en afvejning af forskellige risici, en afvejning, der også afhænger af, hvilken risiko man betragter som acceptabel.
Bag de nye australske alkoholretningslinjer ligger en risikoberegning, der viser, at et livstidsforbrug for både mænd og kvinder på mellem 20-30 gram om dagen, dvs. 2 danske genstande giver en risiko på 1 alkoholrelateret dødsfald pr. 100 personer med dette forbrug. Dette er defineret som en lav risiko. Over 2 genstande (20 gram) pr. dag stiger risikoen skarpt for både mænd og kvinder - dog mest for kvinder. Et dødsfald ud af 100 betragtes generelt som en høj risiko. Når det her anvendes som målestok for et lavrisikoforbrug, så er det, fordi det er en risiko, som mennesker frivilligt påtager sig og ikke en risiko, der påføres dem udefra. Men det kræver, at mennesker er bekendt med, at der er tale om en sådan relativt høj risiko, så de på det grundlag har mulighed for at vælge den fra.
Der er flere grunde til at være særlig forsigtig i udmeldingen vedrørende alkohol, når det gælder kvinder:
- Det er veldokumenteret, at kvinder generelt er mere sårbare end mænd over for alkohol, bl.a. i forhold til udvikling af afhængighed
- Ved et forbrugsniveau på 3-4 (30-40 gram) genstande om dagen ligger kvinders risiko for alkoholrelateret død 20-30 % over mænds
- Risikoen for alkoholrelaterede skader stiger stejlere for kvinder end for mænd
- Brystkræft er den mest udbredte kræftform af de alkoholrelaterede kræftformer, og denne risiko rammer primært kvinder
- Dertil kommer, at de hjerte-kar forebyggende effekter ikke er påvist for kvinder under 45 år
Sundhedsstyrelsen vurderer derfor, at det vil være relevant at lægge et lavrisiko niveau lavere for kvinder end for mænd
En afvejning af kræftrisikoen op mod de formodede hjertebeskyttende effekter for ældre kan tage sit udgangspunkt i dokumentationen for, at et forbrug op til 10 gram om dagen for kvinder og op til 25 gram om dagen for mænd ser ud til at nedsætte risikoen for hjertesygdom, mens et forbrug over 20 gram ser ud til at give en stigende samlet risiko for alkoholrelateret død for både mænd og kvinder. En anbefaling der ligger omkring 1-2 genstande vil således rumme de formodede positive effekter i forhold til iskæmisk hjerte-sygdom uden at overstige det niveau, der angiver en stigende risiko for samlet alkoholrelateret død.
En sådan afvejning af de negative og positive effekter af alkohol for de to køn afspejler sig også i den internationale cancerorganisations anbefaling på 7 genstande om ugen for kvinder og 14 genstande om ugen for mænd.
Referencer:
Australian Guidelines: To reduce Health Risks from drinking Alcohol, 2009
Flensborg-Madsen et al: Amount of alcohol consumption and risk of developing alcoholism in men and women”, Alcohol and Alcoholism 2007
Australian Guidelines: To Reduce Alcohol related Health Risks from drinking alco-hol, 2009
Food Nutrition; Physical Activity and the Prevention of Cancer, 2007
Peter Anderson et al: Alcohol in Europe/Alkohol og helbred, Sundhedsstyrelsen, 2008
Corrao et al: Alcohol and coronary heart disease: a meta analysis, Addiction 2000
Australian Guidelines: To reduce alcohol related health Risks from drinking alco-hol 2009