Baggrund for specialeplanlægning
Specialeplanlægning drejer sig om planlægning af sundhedsvæsenet og herunder opgavefordelingen mellem forskellige specialiseringsniveauer.
Formålet med specialeplanlægningen er at sikre høj faglig kvalitet i behandlingen, helhed i patientforløbene og den bedste udnyttelse af ressourcerne.
Specialeplanlægningen skal desuden fremme den nødvendige opbygning og vedligeholdelse af ekspertise, forskning og udvikling samt uddannelse med henblik på fortsat opretholdelse og udvikling af sundhedsvæsenets ydelser.
Endelig skal specialeplanlægningen tilgodese, at sundhedsydelser af høj faglig kvalitet og med effektiv ressourceudnyttelse leveres så tæt på patienten som muligt. Specialeplanlægningen skal samtidig sikre den nødvendige planlægning, koordination og samarbejde mellem sundhedsvæsenets parter.
Sundhedslovens bestemmelser om national specialeplanlægning
Sundhedslovens bestemmelser om national specialeplanlægning (§ 207 - 209) trådte i kraft den 1. januar 2006.
Ifølge loven har Sundhedsstyrelsen en række opgaver inden for specialeplanlægningen:
- nedsætter et Rådgivende Udvalg for Specialeplanlægning. Det Rådgivende Udvalg skal drøfte det faglige grundlag for specialeplanlægning, ligesom udvalget specifikt skal høres i en række tilfælde.
- fastsætter krav til specialfunktioner (lands- og landsdelsfunktioner)
- godkender placering af specialfunktioner (lands- og landsdelsfunktioner) på regionale og private sygehuse
- fastsætter nærmere regler for visitation af patienter til behandling på afdelinger med specialfunktioner (lands- og landsdelsfunktioner)
- kan inddrage en godkendelse, hvis de fastsatte krav trods pålæg herom ikke er opfyldt
Afgrænsningen af Sundhedsstyrelsens opgaver i forbindelse med den nationale specialeplanlægning er konkretiseret og præciseret i et samarbejde med regionerne og de videnskabelige selskaber i Det Rådgivende Udvalg for specialeplanlægning.
Baggrundspapir om specialeplanlægning er således arbejdsgrundlaget ved gennemførelse af specialeplan 2010. I baggrundspapiret findes en mere uddybende beskrivelse af principperne for specialeplanlægningen.
Det Rådgivende Udvalg for Specialeplanlægning rådgiver Sundhedsstyrelsen om specialeplanlægningen. Udvalget består af repræsentanter fra de lægevidenskabelige og sygeplejefaglige selskaber, de fem regioner, Danske Regioner, Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen.
Sundhedsstyrelsens specialeplanlægning omfatter alene de offentlige finansierede opgaver på sygehusområdet og vedrører således alene varetagelsen af patientbehandling for offentlige midler.
Begreber i specialeplanlægning
I specialeplanen anvendes følgende begreber for hvor specialiseret en funktion er. Sundhedsstyrelsen beslutter placeringen af kravene til specialfunktionerne, som omfatter to niveauer.
- Hovedfunktioner. Langt størstedelen af sygehusenes basale opgaver, de såkaldte hovedfunktioner, bliver ikke berørt af specialeplanen. Sundhedsstyrelsen rådgiver om hovedfunktionerne, men beslutter ikke hvor de skal placeres.
- Specialfunktioner:
- Regionsfunktioner, dvs. funktioner, som har en vis kompleksitet, er relativt sjældent forekommende og/eller kræver en del ressourcer, herunder f.eks. samarbejde med flere andre specialer. En regionsfunktion vares typisk i hver region.
- Højt specialiserede funktioner, dvs. funktioner, som har en stor kompleksitet, er sjældent forekommende og/eller kræver mange ressourcer, f.eks. samarbejde med flere andre specialer. En højt specialiseret funktion varetages typisk 1-3 steder i landet.
Visse specialfunktioner er udviklingsfunktioner. For udviklingsfunktioner er væsentlige forhold for funktionen fortsat uafklarede, f.eks. metoder, anvendelsesområder og organisering, og der er et særligt behov for landsdækkende opfølgning.