I løbet af de næste år vil der ske en omlægning og samling af den specialiserede behandling i Danmark. Alle patienter skal have mulighed for at blive behandlet af eksperter indenfor feltet, og det gælder i særlig høj grad, hvor der er tale om sjældne eller mere komplicerede tilstande. Det er baggrunden for, at Sundhedsstyrelsen gennem mange år har stået for specialeplanlægning og nu yderligere samler den specialiserede behandling, som udgør omkring ti pct. af alle sygehusbehandlinger.

Sundhedsstyrelsen rådgiver om planlægning af det danske sundhedsvæsen og fastsætter efter Sundhedsloven fra 2005 krav til specialfunktioner. Fra 2007 til 2010 har styrelsen arbejdet på en omfattede specialeplanlægning, hvorigennem Sundhedsstyrelsen på baggrund af ansøgninger fra regionerne og private sygehuse/klinikker fastsætter, hvilke sygehuse i landet der kan varetage specialfunktioner, og hvad dette kræver.

Formålet med specialeplanlægningen er at sikre høj faglig kvalitet i behandlingen, helhed i patientforløbene og den bedste udnyttelse af ressourcerne. Specialeplanlægningen skal desuden fremme den nødvendige opbygning og vedligeholdelse af ekspertise, forskning og udvikling for at sikre den bedste behandling af patienterne. Specialeplanlægningen skal samtidig sikre planlægning, koordination og samarbejde mellem aktørerne i sundhedsvæsenet.

Principperne i specialeplanlægningen

Et vigtigt princip i specialeplanlægningen er, at ”øvelse gør mester”. Når du bliver behandlet af et øvet team, er kvaliteten i behandlingen høj, fordi de har erfaringer med, hvad der virker, og hvad der ikke virker indenfor det specifikke område. Et andet princip i specialeplanlægningen er at sikre borgere ensartet behandling af høj kvalitet, uanset hvor i landet du behandles og hvornår. Derfor samles meget af den specialiserede behandling på færre sygehuse.

Det er afgørende, at den specialiserede behandling samles på sygehuse, der kan sikre, at for eksempel den enkelte kirurg udfører et tilstrækkeligt stort antal operationer om året til, at de kan fastholde et højt fagligt niveau. De kommende specialfunktioner bliver derfor som udgangspunkt baseret på afdelinger med mindst tre specialister inden for et felt og i et behandlingsmiljø, hvor lægerne har mulighed for at trække på ekspertise på tværs af specialer og behandlinger.

Regioner og private har søgt om 5.300 specialfunktioner

De regionale sygehusejere og private sygehuse søgte med frist 1. juni 2009 Sundhedsstyrelsen om at få godkendt specialfunktioner. I alt er der på tværs af de 36 lægelige specialer cirka 1.100 specialfunktioner. Samlet set er der på tværs af regionerne blevet søgt om i alt 5.300 specialfunktioner, og op mod 80 procent. af ansøgningerne har resulteret i en godkendelse.

Set fra de enkelte regioner er der i Region Hovedstaden blevet søgt om godkendelse af specialfunktioner på i alt 16 steder, i Region Sjælland 9 steder, Region Syddanmark 13 steder, Region Midtjylland 11 steder og Region Nordjylland 11 steder.

Private har søgt på lige vilkår

De private sygehuse, som har søgt om at varetage opgaver efter aftale med det offentlige, skal fremover være med til at løfte en række dokumentationsopgaver, forskning og uddannelse for at blive godkendt. I alt har 74 private sygehuse og klinikker søgt på lige vilkår med de offentlige sygehuse om at varetage specialfunktioner, og cirka 70 procent af dem har fået godkendt en eller flere specialfunktioner

Helhedssyn

Overordnet set sker samlingen af den specialiserede behandling på baggrund af en vurdering af behandlingens kompleksitet, sjældenhed og ressourceforbrug. Der lægges desuden vægt på et helhedssyn på det danske sundhedsvæsen, og der tages hensyn til en geografisk fordeling, herunder regionale og specialespecifikke forskelle. De hensyn har medført, at der på nogle områder er godkendt flere steder til at varetage højtspecialiserede funktioner eller regionsfunktioner end det generelt var forudsat. Specialeplanlægningen tager desuden højde for kapacitet.

Sundhedsstyrelsen har taget hensyn til, at Aalborg Sygehus fortsat skal kunne fungere som et relevant og multidisciplinært specialiseret sygehus, for i forvejen velfungerende funktioner, som det er beskrevet i bemærkningerne til Sundhedsloven. 

Specialeplanlægning forankret i de faglige miljøer

Regionerne og private sygehuse/klinikker har i midten af 2009 sendt ansøgninger om varetagelse af specialfunktioner til Sundhedsstyrelsen. Ansøgningerne beskriver, hvordan det konkrete sygehus vil leve op til de krav til varetagelsen af specialfunktionen, som er beskrevet i samarbejde med specialegrupper bestående af en række sundhedsfaglige eksperter indenfor området.

Forud for udmeldingen om specialeplanlægning har der været en række drøftelser med de enkelte regioner og Brancheforeningen for Private Sygehuse og Klinikker om særlige ønsker og forhold. Det Rådgivende Udvalg for Specialeplanlægning har i hele forløbet rådgivet Sundhedsstyrelsen om specialeplanlægningen. Udvalget består af repræsentanter fra de lægevidenskabelige og sygeplejefaglige selskaber, de fem regioner, Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen.

Specialiseret behandling regionalt og nationalt

Langt størstedelen af sygehusenes basale opgaver, de såkaldte hovedfunktioner, bliver ikke berørt af specialeplanen. Der er tale om funktioner, som ganske vist fylder 90 pct. af sygehusenes opgaver, men som er mindre komplicerede og ressourcekrævende. Sundhedsstyrelsen rådgiver om hovedfunktionerne, men beslutter ikke hvor de skal placeres.

Specialfunktionerne, som Sundhedsstyrelsen beslutter placeringen af og kravene til, omfatter to niveauer:

Regionsfunktioner, dvs. funktioner, som har en vis kompleksitet, er relativt sjældent forekommende og/eller kræver en del ressourcer, herunder f.eks. samarbejde med flere andre specialer. En regionsfunktion kan typisk varetages på 1-3 sygehuse i hver region.

Højt specialiserede funktioner, dvs. funktioner, som har en stor kompleksitet, er sjældent forekommende og/eller kræver mange ressourcer, f.eks. samarbejde med flere andre specialer. En højt specialiseret funktion kan typisk varetages 1-3 steder i landet.

Visse funktioner er fastsat til at være en udviklingsfunktion. Det betyder, at væsentlige forhold for funktionen fortsat er uafklarede, f.eks. metoder, anvendelsesområder, organisering mv. Funktionen skal derfor varetages i et fælles nationalt samarbejde.

Nogle funktioner er af så stor kompleksitet eller så sjældne, at behandlinger ikke kan tilbydes i Danmark. I de tilfælde bør patienten indstilles til højt specialiseret behandling i udlandet.

Kernekrav sikrer kvalitet

Der stilles de samme sundhedsfaglige kernekrav til varetagelse af specialfunktioner på offentlige og private sygehuse. Det er krav om kapacitet, robusthed, aktivitet og erfaring. Endvidere stilles der krav til, at de godkendte afdelinger samarbejder med andre specialer, at de forsker, leverer dokumentation til kliniske databaser, uddanner kommende læger, og at de er med til at skabe sammenhængende patientforløb. Endelig har de godkendte steder pligt til at orientere Sundhedsstyrelsen, hvis de ikke kan opfylde kravene.

Stor omstillingsproces

Samlet set drejer specialeplanlægningen sig om cirka ti procent af den samlede aktivitet i det danske sundhedsvæsen. Specialeplanlægningen vil for denne del betyde en omfattende omorganisering, hvor funktioner flyttes fra nogle sygehuse og udvides på andre. Det er en kompliceret proces, men den er nødvendig for at samle de bedste team og det bedste udstyr og dermed få en endnu bedre kvalitet i behandlingen til gavn for patienterne. 

Implementering

Det er forventningen, at specialeudmeldingerne er implementeret med udgangen af 2010. På enkelte områder vil ændringerne være så store, at trinvise løsninger er nødvendige. Sundhedsstyrelsen vil følge udviklingen løbende.

Mulighederne for diagnostik og behandling udvikler sig løbende, og det gør organiseringen af sundhedsvæsenet også. Sundhedsstyrelsen planlægger derfor at revidere specialevejledningerne hvert tredje år.