Mini-MTV til kommuner
10 gode råd når man skal i gang med mini-MTV
- Læs skemavejledning til mini-MTV før arbejdet med mini-MTV’en går i gang
- Undersøg om der andre steder i landet er lavet en mini-MTV om den indsats, I ønsker at indføre
- Start med en litteratursøgning
- Brug skemaet om evidensniveauer og styrkegradering, når litteraturen vurderes
- Inddrag ledelse og relevante ressourcepersoner (fx økonom, bibliotikar)
- Medtænk det tværfaglige perspektiv ved at inddrage andre afdelinger og netværk
- Lav mini-MTV’en i tide til at den kan indgå i kommunens budget- og planlægningsprocesser
- Sørg for at sikre kvalitet og troværdighed ved at lade andre personer inden eller uden for organisationen gennemgå mini-MTV’en
- Synliggør eventuelle svagheder og usikkerheder i mini-MTV’en
- Overvej om der på baggrund af mini-MTV’en er behov for en mere omfattende vurdering af teknologien i form af en bred MTV
Mini-MTV er et fleksibelt værktøj, der kan anvendes af kommunale forvaltninger, når de overvejer at indføre en ny indsats eller ændre en eksisterende indsats. Mini-MTV er udviklet til at kunne tilpasses lokale forhold og beslutningstagernes aktuelle behov. Det kan relativ let indpasses i lokale og regionale budget- og planlægningsprocesser. Mini-MTV kan tilbyde et bidrag til beslutningsgrundlag på det tidspunkt, hvor der er behov for det.
Mini-MTV er bygget op omkring et skema med en række uddybende spørgsmål omkring teknologien. Spørgsmålene er opdelt efter de fire perspektiver i en MTV;
· Indsats
· Borger
· Organisation
· Økonomi.
Besvarelsen af spørgsmålene giver et kortfattet skriftligt beslutningsgrundlag (ca. 2-5 sider) og tager 5-15 timer at udarbejde, eksklusiv tid til litteratursøgning og økonomiske vurderinger.
Udfyld mini-MTV på pc'en
Mini-MTV skemaet kan du downloade i Word, hvilket er en forudsætning for at arbejde videre med skemaet.
Det anbefales, at man læser vejledningen til mini-MTV, inden man går i gang med at udarbejde beslutningsgrundlaget.
Mini-MTV i relation til andre MTV'er
I pjecen Introduktion til mini-MTV - et ledelses- og beslutningsstøtteværktøj til kommunerne kan man læse mere om mini-MTV, hvad mini-MTV kan bruges til og hvad forskellen på en mini-MTV og andre MTV-produkter er.