Stor skrift Mellem skrift Lille skrift Send denne side Læst højt Print siden

Positive udviklingstendenser på kræftområdet

31. august 2010

OBS - Vær opmærksom på at denne nyhed er arkiveret.
Nyheder i arkiv bliver ikke opdateret og kan indeholde brudte link eller forældet information.

Kræftpatienter inden for en række store kræftområder venter kortere tid på behandling. Det viser en ny opgørelse med tal på, hvor mange dage, der går fra henvisning modtaget på sygehus til start af behandling. Den nye publikation fra Sundhedsstyrelsen og Danske Regioner følger udviklingen for 11 kræftområder over tid. Særligt ses en tendens til fald i dage fra henvisning modtaget på sygehus til start af behandling for kræft i mandlige kønsorganer, kræft i hjernen, modermærkekræft og hæmatologiske kræftformer. For personer diagnosticeret med brystkræft ses en tendens til at antal dage fra henvisning modtaget på sygehus til start af behandling er stigende som tegn på kapacitetsudfordringer.

Publikationen er et redskab til på nationalt plan at følge udviklingen i, hvor mange dage, der går fra henvisning modtaget på sygehus til start af behandling. Publikationen indeholder data fra 2. halvår 2009 på regionalt niveau samt en tidsserie for 1. halvår 2008 til 2. halvår 2009 på nationalt niveau. Data stammer fra Landspatientregisteret og Cancerregisteret.

Publikationen er en videreudvikling af den tidligere monitorering på kræftområdet. Data er ikke direkte sammenligne­lige med tidligere publikationer, da der er foretaget en videreudvikling af monitoreringsmodellen. Monitoreringen fokuserer på antal dage fra henvisning modtaget på sygehus til start af behandling for kræftpatienter og er ikke en direkte overvågning af pakkeforløbene.

Den nationale monitorering suppleres af regionernes lokale monitorering af området. Danske Regioner forestår herudover spørgeskemabaserede statusopgørelser, se link i højre kolonne.