Autorisationsprocedurer under lup
11. marts 2010
OBS - Vær opmærksom på at denne nyhed er arkiveret.
Nyheder i arkiv bliver ikke opdateret og kan indeholde brudte link eller forældet information.
Sundhedsstyrelsen sætter nu procedurerne for autorisation af alle sundhedspersoner fra tredjelande under lup. Det sker i forlængelse af skærpelsen af reglerne for autorisation af læger fra tredjelande.
Sundhedsstyrelsen vil i samarbejde med relevante organisationer, foreninger og aftagere undersøge, om der er behov for tilsvarende skærpelse for andre sundhedsfaglige faggrupper.
Det første, der bliver undersøgt, er reglerne for autorisation af tandlæger fra tredjelande. Sundhedsstyrelsen har indkaldt tandlægernes interesseorganisationer og andre relevante aktører til et møde d. 18. marts. Her vil Sundhedsstyrelsen tage initiativ til at:
1. det bliver lettere for autorisationsmyndighederne at opnå adgang til oplysninger om relevante faglige og autorisationsbegrænsende forhold for tandlæger, der har flyttet indenfor Norden og EU, og at de tilgængelige oplysninger går længere tilbage i tid.
2. der bliver indført en afprøvning i begyndelsen af tandlægens autorisationsforløb, så det ikke kun er uddannelsespapirerne, der afgør om tandlægen kan arbejde med danske patienter.
3. det bliver indskærpet overfor de ansættende myndigheder, at tandlæger uden autorisation ikke må arbejde som andet end ”tandlægens medhjælp” – det vil sige, at de ikke må kalde sig tandlæger, og de arbejder uden selvstændigt ansvar.
Øvrige autoriserede faggrupper
Sundhedsstyrelsen vil derudover i den kommende tid kontakte de autoriserede faggruppers interesseorganisationer samt arbejdsgiverne og bede dem om at vurdere, om der er behov for en ændring af autorisationsprocedurerne.
Hvis der på de enkelte områder er behov for det, vil relevante organisationer, faggrupper og arbejdsgivere blive indkaldt til møder, hvor eventuelle skærpelser vil blive drøftet. Sundhedsstyrelsen vil inden udgangen af 2010 have gennemgået autorisationsprocedurerne for samtlige autoriserede faggrupper.
Tidsplan for gennemgang af reglerne for autorisation af øvrige autoriserede faggrupper:
Foråret 2010
Kliniske tandteknikere
Tandplejere
Jordemødre
Radiografer
Social- og sundhedsassistenter
Sygeplejersker
Efteråret 2010
Bandagister
Bioanalytikere
Ergoterapeuter
Fodterapeuter
Fysioterapeuter
Kiropraktorer
Kliniske diætister
Optikere