Genoptræning
Tabellerne vedrørende genoptræning indeholder oplysninger om hhv. antal genoptræningsplaner og antal genoptræningsydelser.
Siden 2004 har det været lovpligtigt for sygehusene at udarbejde genoptræningsplaner til patienter, der bliver udskrevet fra sygehus og har et behov for genoptræning. Genoptræningsplanen indeholder information, som skal sikre målrettede, sammenhængende og effektive genoptræningsforløb til patienter, der har behov for genoptræning efter udskrivning fra sygehus.
Sygehusene har mulighed for at udarbejde tre forskellige slags genoptræningsplaner,
Egentræning, Almindelig genoptræning og Specialiseret genoptræning.
Specialiseret genoptræning, anvendes som betegnelse for en samlet genoptræningsindsats, der kræver et samtidigt eller tæt tværfagligt samarbejde på speciallægeniveau med henblik på en tæt koordinering af genoptræning, udredning og behandling. Yderligere medregnes genoptræningsydelser, der af hensyn til patientens sikkerhed forudsætter mulighed for bistand af andet sundhedsfagligt personale, som kun findes i sygehusregi. Specialiseret ambulant genoptræning udføres altid på sygehus.
Almindelig genoptræning, anvendes som betegnelse for den genoptræning, der finder sted på et sygehus, der ikke er specialiseret genoptræning, samt den genoptræning, der finder sted i kommunalt regi.