Hvad er SKS
SKS (Sundhedsvæsenets KlassifikationsSystem) er et klassifikationssystem, som er tænkt til anvendelse af alle sundhedsfaglige personalegrupper. SKS bruges i dagens Danmark inden for sygehusvæsenet, men på længere sigt skal SKS udbygges til også at rumme primærsektoren og dermed dække hele sundhedsvæsenet.
De officielle klassifikationer, der anvendes ved registrering af patientdata og indberetning til Landspatientregistret, indgår i SKS.
SKS er en samling af både internationale, nordiske og danske klassifikationer, der løbende udvikles og vedligeholdes af Sundhedsstyrelsen. Arbejdet med SKS blev startet i 1992 med det formål at få etableret et fælles klassifikationssystem, der kan danne grundlag for/indgå som byggesten i elektroniske informationssystemer inden for sundhedsvæsenet – til alle former for dokumentation og kommunikation. SKS er med til at sikre en entydig brug og fortolkning af information.
Kodestruktur
Alle SKS-koder kan indeholde op til 10 karakterer. 1. karakter er et bogstav, der viser SKS-hovedgruppen. De resterende 8 karakterer er alfanumeriske. Hvor mange bogstaver og tal, der indgår i koden, varierer fra hovedgruppe til hovedgruppe. Alle tal og store bogstaver (versaler) kan anvendes – dog ikke Æ, Ø og Å.
SKS-hovedgrupper
SKS er inddelt i hovedgrupper. Hver hovedgruppe indeholder hierarkiske klassifikationer til specifikke formål. Næsten alle SKS-klassifikationer har en enkelt akse (monoaksial), men koder fra de enkelte klassifikationer kan kombineres på forskellig vis – se eksempler nedenfor. Dette giver mulighed for at udtrykke mere komplekse sammenhænge, der svarer til brug af multiaksiale klassifikationer.
Alle bogstaver i alfabetet kan oprettes som en ny hovedgruppe.
Se tabel over hovedgrupper i alfabetisk orden under SKS Hovedgrupper.
På længere sigt vil der blive mangel på bogstaver. I takt med større krav om strukturerede informationer i de elektroniske patientjournaler vil der skabes et behov for mange små-klassifikationer. Det betyder nok, at vi må gå bort fra at lægge information og betydning i selve koden og arbejde hen imod ”dumme kodelister” – dvs. koder uden betydningsbærende indhold.
Primærkoder og tillægskoder
De fleste SKS-koder kan bruges som primærkoder - en kode, der kan stå alene og som beskriver en tilstand hos en patient eller en intervention, der udføres af sundhedsfagligt personale i forhold til patienten.
En primærkode kan ved hjælp af tillægskoder specificeres yderligere. Alle SKS-koder kan anvendes som tillægskoder – både en anden primærkode eller en specifik tillægskode. En specifik tillægskode er en kode, der ikke giver mening i sig selv. Eksempler på dette er koder for sideangivelse (TUL*-koder), ATC-koder til specificering af lægemiddelstoffer, personalekategorier eller de generelle tillægskoder, der findes i hovedgruppe Z. Der findes herudover tillægskoder i de enkelte hovedgrupper. Fx er der tillægskoder i hovedgruppe B (BZ*), der kan anvendes til at specificere en B-kode og tilsvarende for tillægskoder i KZ* og UZ*. I princippet kan der bruges et uendeligt antal tillægskoder. For enkelte primærkoder er der krav om obligatorisk tillægskodning.
Eksempler
UXUF00 + TUL1
(UL-undersøgelse af overekstremitet + højresidig)
BAHY0 + MN02AB02
(Behandling med stærke analgeticum + pethidin)
BVAA4 + APBA14 + APFC02 + ZSGA1 + ZPVA2
(Samtale ved påbegyndelse af hjemmepleje + sygeplejerske + ergoterapeut + i ældrebolig + varighed op til 2 timer)